Veiret er ganske stille. Da kommer den langsomt op fra Havbunden, og saasnart den føler, at en Baadkjøl berører dens Ryg, angriber den Baaden, som før fortalt. Sandsynligvis er dette dens Maade at fange de Fiske paa, af hvilke den ernærer sig. Men naar Fiskerne paa et Sted føle, at det er grundere der, end det pleier at være, og naar de se, at Blyet ikke synker, saa tænker de strax, at Søkraken maa være tilstede og flygter saa hurtigt som muligt. Og det langsomme Udyr kan ikke følge dem. Nogle paastaa, at det i størrelse overtræffer en Hval, men ingen har forsøgt at fange den.
Imer er en Fugl af størrelse som en Svane, som tilbringer hele sit Liv i Havet. Man tror ikke, at den nogensinde er bleven seet paa Land. Opskræmt af skibene flyv.er den undertiden et Stykke indover, men vender snart tilbage til sit eget Element. Den drager heller ikke bort om Høsten, men bliver her i alle Aarstider. Man ved ikke, hvorledes Arten formerer sig, da den formodentlig lægger Æg, men man finder aldrig saadanne hos de Dyr, som blive dræbte og aabnede. Jeg tror derfor, at den ligesom en anden mindre Fugl frembringes af Muslinger, hvilke voxe paa de i Havet svømmende Træer, og at den siden bestandig anser Vandet som sit egentlige Element.
Nu venter sandsynligvis Deres Excellence, at jeg efter det af mig tagne Løfte giver en Beretning om Nordens Charybdis eller Malstrømmen, som den her kaldes. Den Opdagelse, jeg gjorde angaaende denne, var for mig interessantere end alle andre, thi jeg har fundet, at den er ganske forskjellig fra, hvad Geograferne meddele om den paa sine Glober og i sine lærde Beskrivelser, hvilke kun ere grundede paa utilforladelige Vidnesbyrd, afgivne af Folk, som aldrig vilde underkaste sig en ubekvem Reise, men som nedskrive, hvad de aldrig have seet, ei heller rigtig forstaaet efter andres Udtalelser. Det heder saaledes, „at Havet paa dette Sted gaar i en stor Hvirvel, hvis Lyd man hører mange Mil borte; Skibe, som komme ind i den, knuses i ganske smaa Stykker; Hvalerne, som af Hvirvelen med uimodstaaelig Kraft trækkes ned i dens Dyb, hyle forfærdeligt, som om de forstode og beklagede sin Undergang“[1] Alt dette er Snak. Efter selv at have undersøgt
- ↑ Cfr. Olai Magni Hist. de gentibus Septentrionalibus, lib. II, cap. 7 (Ed. Rom. 1555, p. 66–67).
