eftersom Fjeldets Høide ikke er betydelig, og Isen strækker sig helt ned til dets Fod. Sneen, som falder om Vinteren, smelter hvert Aar, og de andre Fjelds længer nordover beholde ikke Isen hele Aaret saaledes som dette. Hvad mig betræffer, saa er jeg tilbøielig til at tro, at Isen har dannet sig af Regnmasser i de første Aar efter Verdens Skabelse, eftersom det er ligesaa sandsynligt, at det kunde ske da, som i en senere Tidsalder. En mindre Del af Overfladen kan have smeltet, men ikke det indre af Ismassen, synes mig. Lad andre skrive sine Navne paa mere iøinefaldende Steder af Verden baade i Marmor og i Sten og derved skabe sig et varigt Minde. Jeg har skrevet mit, nemlig et F. N., paa denne Isbræ, og jeg tror ikke, det vil blive mindre varigt end de andres. Hvis der med Tiden lægger sig ny Is over de indristede Bogstaver, saa vil de alligevel gjennem denne blive synlige med deres knudrede Flader. Med en Sten slog jeg derpaa af et Stykke Is og fandt, at det havde ganske samme Farve som almindelig Is, og at den slet ikke var blaa; ligeledes smeltede den som al anden Is. Derved blev det mig klart, at dens blaa Farve kun er tilsyneladende ligesom Havets, der faar sine blaa Nuancer af Himlen og Luften. Jeg tror ogsaa kun lidet paa deres Mening, som sige, at Krystal er en meget gammel Is, som tilsidst er bleven usmeltelig; men derimod antager jeg, at den er en Sort hvidt Marmor, som med Tiden bliver klart og tilsidst ganske gjennemsigtigt og faar da den for Diamanten egne sexkantede Form. Her saavel som paa andre Steder har jeg seet stikke frem af Fjeldene smaa Sexkanter, af hvilke enkelte vare temmelig klare, men endnu ikke fuldkommen gjennemsigtige, da de endnu ere i de første stadier af sin Udvikling.
Men jeg taler fremdeles blot om Landjorden, medens der jo ogsaa i Havet her findes utallige interessante Ting. Jeg har lagt Mærke til, at der, hvor Søormen ikke mere viser sig i Havet, det vil sige paa Grændsen mellem de to Zoner og nordenfor denne, der findes heller ikke flere Landslanger. Derimod fremviser Havet her et andet Dyr, som ikke er mindre skrækkeligt, nemlig Søkraken. Det er en umaadelig stor Fisk, af fladagtig rund Skikkelse med en Mængde Horn eller Arme, med hvilke den griber fast i Fiskernes Baade og søger at trække dem under Vand. Men her viser sig igjen Forsynets Visdom, som, idet det gav dette Uhyre saa uovervindelig Styrke, tillige gjorde, at denne med Lethed kan overlistes. Søkraken lader sig blot se en kort Tid ved Sommersolhvervet, naar
