Paa Fastlandet, en halv italiensk Mil fra Havet, ved et Sted,
som heder Martal, er der fire Gravhøie af de gamle normanni.
Af disse Høie ser man en Mængde i disse nordlige Lande. Nær
ved Gravhøiene, kun et Stenkast borte, hæver sig over Jorden Figuren
af en umaadelig Kjæmpe i liggende Stilling. Jeg maalte
den fra Hovedet til Foden og fandt, at den var 19 passa. Havde
jeg været i Besiddelse af den fornødne Autoritet, saa havde jeg
ladet gjøre Udgravninger i Jorden omkring Figuren, uden at skade
denne, og saaledes forsøgt, om man kunde finde nogle Benbygninger
af en Kjæmpe (assatura di gigante) eller andre Oldsager.
Efterat være bleven gjort opmærksom derpaa har jeg fundet Asbest her paa et høitliggende Sted nær Havet. Man vinder det af nogle Smaastene, som findes her, og det var disse, jeg saa. Det er ganske forskjelligt fra Asbesten paa Cypern. Jeg har glemt Navnet paa det Sted, hvor jeg fandt Asbesten eller det ikke brændbare Tin (lino incombustibile), men jeg har medtaget et lidet Stykke. Da jeg var kommen til Rødø Præstegjeld, hørte jeg, at der var et Fjeld med evig Is og Sne blot tre Mil fra Kirken. Jeg reiste did i Baad og kom til Indløbet af en smal Fjord, som trænger saa dybt ind i Landet, at dens Bund blot er en Skudvidde borte fra den Bjergkjede, som skiller Norge fra Sverige. Medens jeg endnu sad i Baaden ligeoverfor dette Fjeld, saa jeg nu, at det lige fra Toppen til Foden var bedækket med evig Is. Det var et yndigt Syn denne lyseblaa Is af en renere blaa Farve end Havets og varieret hist og her med Tæpper af den blændende Sne, som falder paa det i denne Aarstid. Og da Fjeldets Sider ikke ere ganske rette, saa bliver Sneen liggende i Revnerne og hvor den kan paa Fladerne mellem Isen. Nu først forstod jeg Ovids: Caerulea glacie concreta. Forsynet med Sko med Jernspiger under og en Stok med Jernspids begav jeg mig strax paa Vei henimod Isbræen, ved hvis Fod en Elv tager sin Begyndelse. Dens Vand havde revet med sig Jorden, saa at Isen ikke kunde fæste sig deromkring, og saaledes havde der ved Kilden dannet sig en liden Grotte med et overhængende Istag, hvilket var ganske fortryllende at se op igjennem. Det er ikke let at sige, hvorfor denne Is bliver liggende bestandig,
Jena 1873: Unter den Patagoniern, I, S. 84) omtales en Klippe i dette Land („Mowaisch“ eller „Fensterhügel“), der synes at maatte have en betydelig Lighed med Torghatten.
