han, da jeg allerede var kommen i Sengen, rakte mig et Sølvbæger med Akvavit. Endelig lod han mig falde i Søvn eller rettere overfaldes af Søvnen, som længe havde luret paa mig som paa et sikkert Bytte. Sengene her tillands bestaa af to store Fjerdyner, af hvilke man har den ene under og den anden ovenpaa istedetfor Tæpper, og vistnok kan det behøves. Dertil hører en Hovedpude og en stor Nathue. Sandt er det, at jeg ofte svedede dygtig, kanske paa Grund af den store indre Varme, som Drikken foraarsagede. Det hændte mig ogsaa ofte i disse Stuer, at varmen fra Ildstedet blev mig for stærk, og at jeg midt om Natten maatte gaa ud for at faa frisk Luft. Men nu maa jeg fortælle Resten af min Historie i Præstegaarden. Den næste Morgen, medens jeg endnu sov (omendskjønt det var lys Dag, d. v. s. faa Timer før Middag), kommer hans Velærværdighed selv hen til min Seng for at vække mig, og halvt i Søvne hører jeg, at hans første Ord er: Domine Itale, bibo tibi. Jeg maatte aabne Munden, før jeg endnu havde faaet Øinene rigtig op, og saaledes liggende i Sengen drikke det fremrakte Brændevin. Derpaa sagde han, at det snart var Middagstid, og neppe var jeg oppe og kommen i Klæderne, før vi bleve kaldte tilbords. Middagen var ligesaa rigelig som den forgangne Dags Aftensmaaltid. Efter dette reiste jeg afsted, meget erkjendtlig for al bevist Artighed, og uden at bryde mig det ringeste om Kulden.
Jeg er lidt ængstelig, idet jeg skriver alt dette til Deres Excellence, da jeg ved, at det ikke er noget nyt for D. Exc., men hvis jeg skulde tænke paa saadant, adlød jeg ikke saaledes, som jeg bør. Deres Exc. har jo befalet mig at sende Dem disse Efterretninger. Jeg haaber, D. Exc. undskylder, hvis jeg har kjedet Dem, og gjør D. Exc. min dybeste Reverents.
