trøster mig over min Ensomhed, ja glæder mig endog; thi jeg tør neppe tro, at en Reisefælle kunde have en saa jernfast Vilje og saa udholdende Kræfter som jeg. Man har, som sagt, flere Midler, med hvilke man kan lette Møisommelighederne paa en saadan Reise. Jeg har allerede bemærket, at det bedste Middel er at spise og drikke godt, og hvor vidt man kan drive dette her i Norge, vil forstaaes af følgende: En Aften kom jeg til en Præstegaard, hvor jeg, som sædvanligt her i Landet, blev venlig modtagen uden nogensomhelst Godtgjørelse. Præsten begyndte strax at drikke Skaaler med mig af et stort Brændevinskrus, som gjorde Turen omkring Værelset fra den ene til den anden, til Kruset var tømt. Og jo oftere dette gjentages, desto livligere bliver Samtalen. Derpaa gik vi til Aftensbordet, som var rigelig besat og bestod af Kjød og Fisk, som sædvanligt. De forskjellige Retter følge paa hverandre med meget lange Mellemrum, i hvilke man drikker dygtig meget godt Øl af en stor Sølvkande. Denne Kande gaar rundt til alle Gjæsterne, efterat Værten først har drukket Skaal med den Fremmede, som derefter drikker med sin Sidemand, denne med den følgende og saaledes videre nedover. Indeni Bollen er der Mærker i lige Linie over hverandre og i lige Afstand for at bestemme det Maal, Enhver skal drikke. Det er aldrig tilladt at drikke mindre end fra det ene Mærke til det andet, men derimod gjerne mere, og jo dybere man lader ølet synke i Kanden, desto høiere stiger man i Hæder og Ære. Efter Aftensmaaltidet, som varede to, næsten tre Timer, bleve vi endnu siddende en god Stund for at tale, idet vi fremdeles vedblev fra Tid til anden at forfriske Struben, for at Talen skulde flyde desto lettere. Derpaa fulgte den gode Præst mig tilsengs, og for at ønske mig rigtig Godnat drak han endnu en Skaal med mig, idet
