jeg ved, at der endnu er Maaneder tilbage, i hvilke Vanskelighederne ikke blive mindre og færre, men derimod talrigere og større. Men i saadanne Timer siger jeg til mig selv (jeg kan jo sjelden tale med nogen anden): Du lider meget, ikke sandt, Francesco? Men sig mig engang, hvem har tvunget dig til at komme hidop? Ingen! Du har selv villet det, dragen af din Videlyst. Over hvem kan du altsaa beklage dig? Før du kom hid, havde du læst, hvad de to store Forfattere Adamo Oleario og Monsignor di Berito sige om de Farer og Onder, som ere uundgaaelig forbundne med de længere Reiser. Og derfor, frisk Mod! Der gives jo mange qui lucri non scientiae causa navigant; og alligevel vove de sig ud paa Reisen og naa sit Maal. Denne Dags Lidelser ende med denne Dag, men Glæden over det, du har seet idag, vil vare i hele dit Liv, og ligeledes er det med de Seværdigheder, som bydes dig i de næstkommende Dage.
Chi vuol goder degli agi,
Soffra prima i disagi.
Disse Betragtninger fornye mit Mod. En eneste Ting beskjæmmer mig; det er, naar jeg maa sige mig: Hvorfor gjør jeg ikke af høiere Hensyn, hvad jeg kan udrette for at opnaa et jordisk Gode?
Naar jeg kommer til en Gaard, lader jeg udenfor Døren enhver ubehagelig Tanke, spiser og drikker og sover med den største Ro og Lyst af Verden. Det eneste, jeg savner, er at kunne tale. Jeg kan sige enkelte Ord, som jeg har nedskrevet efter hvad Præsterne og andre Latin talende Folk have dikteret mig. Thi Latin taler man her noksaa kjækt. Dernæst trøster jeg mig ved en Ting, som kanske ved første Øiekast burde bedrøve mig meget, nemlig over, at jeg er ganske alene og uden Ledsager paa denne Reise. Jeg
