videre mellem Øerne langs med Kysten til den næste Gaard. Engang hændte det, at jeg var bleven sat iland af Baaden ved en Gaard, som laa 50–60 Skridt fra Landingsstedet. Baadsfolkene reiste afsted, og jeg vadede opover mod Gaarden. Sneen var saa høi, at jeg sank i den til over Knæerne ved hvert eneste Skridt, og paa denne Maade naaede jeg halvveis; da følte jeg pludselig, at jeg havde mistet Støvlen af den høire Fod. Jeg betænkte mig lidt, og saa sagde jeg mig, at hvis jeg vendte om i mine Fodspor, saa maatte jeg finde Støvlen i et af disse paa den venstre Side, eftersom jeg havde mistet den tilhøire, idet jeg gik opover. Jeg tog af mig Vanten og følte med den befriede Haand i det første Hul i Sneen, men der fandtes ingen Støvle; men rigtig, i det tredie sad den. Jeg trak den op, men mærkede ikke, at jeg mellem Støvlen og Haanden fik et Stykke Sne, og saaledes bar jeg den nu frem til Gaarden; thi Kulden havde gjort min Haand saa stiv, at jeg umulig kunde trække Støvlen paa med den. Da jeg kom ind, praktiserede jeg de almindelige Høflighedsregler, som bestaa i at sige gu nat eller gu dag, hvis man kommer om Dagen, og saa rækker man enhver Haanden. Men en Stund efter begyndte jeg at føle en frygtelig Smerte i Fingerspidserne af den Haand, som uden Vante havde rørt Sneen, og Smerten tiltog i den Grad, at jeg aldrig før havde følt noget lignende ondt. Jeg syntes, det gav mig lidt Lindring at strække Haanden ud paa Bordet og banke den med den anden, og saaledes gjorde jeg, til det gik over. Jeg gik ikke nær Ilden, da jeg vidste, at det derved kun bliver værre; thi derved kunne de frosne Lemmer endog briste, og man beholder Ar af saadanne Saar i hele sit Liv.
Jeg vil ikke nægte, at der er Øieblikke, i hvilke min Reise forekommer mig lidt farlig, saa meget mere som
