og det sidste bestaar i megen og næsten voldsom Bevægelse. Naar jeg saaledes færdes i Baad, hvilket er det vanlige, saa tager jeg en Aare fra Rorskarlen og søger at holde mig varm ved at ro dygtig; hvis jeg derimod kjører, saa stiger jeg ud af Slæden og gaar lange Stykker tilfods. Disse Baade eller smaa Fartøier ere aldeles uden Dæk. Der er netop Plads til tre Mand i en saadan, og disse sidde efter hverandre i Rad, hver paa sin Bænk, hvilken er et Bræt, som er lagt tvers over Baaden. I Bagstavnen er der et ganske lidet Sæde blot for en Person, og der sidder jeg, medens vi reise gjennem disse kolde Egne i det bestandige Mørke. Fra den ene Gaard til den anden er der i Almindelighed blot nogle Timers Vei, men disse synes mig uendelig lange, og det er en uforklarlig Lidelse at sidde saaledes i Mørket, uden at kunne se de omgivende Gjenstande, uden noget, som beskjæftiger Tankerne og interesserer. Jeg kan jo heller ikke tale med mine Førere, hvis Sprog jeg ikke forstaar. Jeg glæder mig derfor usigeligt, naar jeg langt borte hører en Hund gjø og saaledes ved, at vi snart ere fremme. Naar vi ere naaede til Gaarden, vende Baadfolkene hjem igjen med sin Baad, og Folkene paa Gaarden tage venlig imod mig i den varme Stue eller i Huset, som i Almindelighed blot bestaar af et Værelse. De gjøre da en stor Ild op, lave Mad istand, tage Drikkevarer frem og berede mig et Sted til at sove. Dette sidste tager jeg ikke altid imod, da jeg undertiden foretrækker strax at fortsætte min Reise, og saa siger jeg: „Baad til næste Gaard!“ hvilke Ord jeg nu godt kan sige, da jeg saa ofte maa gjentage dem. Man forsøger dog gjerne at overtale mig, men hvis de se, at jeg er fast bestemt til at reise videre, saa lade de vække en af Folkene, som da henter Baaden frem fra den lille Baadhytte, hvori den staar, og saa ro de mig
