overskyet, eller der falder Sne, men ingen Regn. Vinden er heller ikke meget stærk, og saaledes haaber jeg at holde ud. Igaar sagde Hs. Excellence i Spøg til mig, at jeg ganske sikkert vilde omkomme paa denne Reise; thi jeg i drager i Kamp mod to mægtige, allierede Fiender, nemlig den barske Vinter og den kolde Zone, og hvis ikke jeg er stærk og tapper nok, saa er jeg deres sikre Bytte. Og eftersom det heder: Nec Hercules contra duos, saa kommer jeg sikkert til at ligge under. Han anser mig som fortabt; men saa trøster han mig igjen med, at han vil ære mit Minde ved at fortælle om mit kjække Foretagende og tapre Undergang i et Tillæg, som han tænker at skrive til den norske Krønike. Jeg takkede ydmygt Hs. Exc. for den tiltænkte Ære, idet jeg tilføiede, at jeg skulde forsøge at bære mig saaledes ad og være saa forsigtig, at Hs. Exc. ikke behøvede at have saa meget Bryderi for min Skyld. Og saa maatte jeg tillige love at give ham Efterretning fra mig naa denne Del af min Reise, især angaaende den store Malstrøm, hvilket han fremfor alt paalagde mig. Jeg tilføiede, at af disse Umuligheder eller antagne Umuligheder har jeg allerede udført flere, blandt andre min Reise fra Stockholm til Lapland, hvilken blev udmalet mig som en Umulighed af Ministeren Hr. de Chassan.[1] Og lignende sagde man mig i København, da jeg begav mig hid op. (Jeg reiste fra Helsingør den 3die Oktober, og i August næste Aar var jeg igjen tilbage i Kjøbenhavn). Hans Excellence havde anmodet mig indstændig om at blive hos ham Resten af Vinteren, da jeg efter hans Mening om Vaaren kunde have fortsat min Reise langt lettere og bekvemmere. Men efter at have
- ↑ Fransk Resident i Stockholm, se P. W. Beckers Bidrag til Danmarks Historie under Fredrik III., passim.
