mod Nord paa Isen, som ligger mellem Fastlandet og de Kysten omgivende Øer, snart tilfods, snart i en Slæde, trukket af en eneste Hest, og hele Tiden at se, at Vandets Stigen og Falden snart hæver os mere end en Mands Høide over vort forrige Niveau, snart igjen lader os synke ned til dette, og altsammen uden at man har den ringeste Fornemmelse af Fare. Da jeg efter en saadan Reise engang kom til en Præst, og vi sad og talte sammen i Fortrolighed, opgav jeg ham en Gaade at gjætte, nemlig denne: Ego habui iter super multer Maria, super unicum Æquor.
Her hører man sige, naar det er rigtig koldt: „Idag er det brændende koldt.“ Dette stemmer med, hvad Tacitus skriver: Ambusti multorum artus vi frigoris.
Det er vel unødigt at fortælle, at Øllet fryser i Tønderne, selv den hedeste Vin gjør det, ja endog Brændevinet, enten det er lavet af Øl eller Vin.
I Skoven springe Træerne med en Lyd som af et Geværknald, og derfor kan man paa denne Tid af Aaret ikke gjøre god Jagt; thi Fuglene flyve bort. Jeg tilskriver denne Træernes Opspringen den Saft, som er indeni dem, hvilken, naar den fryser, behøver mere Plads end før. Derfor sprænger den saaledes mod Barken, at denne og Veden tilsidst give efter med et stærkt Knald; dette sker aldrig med døde Træer.
Jeg, som nu er udsat for denne strenge Kulde, kan forsikre, at den grusomste Lidelse, jeg i hele mit Liv har følt, er den Smerte, som Kulden foraarsager, især i de halvt stivfrosne Fødder, og det hænder undertiden, at Reisende fryse ihjel. Men det er dog en god Ting, at man her paa denne Tid aldrig plages af den kjedelige Fugtighed. Thi selv uden Astrologiens Hjælp er man sikker paa, at man aldrig har Regn. Enten er Veiret klart eller
