af de listigste af alle firføddede Dyr. Den stjæler alt, den kan overkomme i Husene. Den er meget liden, mager og tynd, men forsøger dog at bære Æg mellem Hagen og Brystet, idet den holder dem fast med Forpoterne og gaar paa Bagbenene som en Abe, naar den efterligner Mennesket. Og endnu mere utroligt er, at den gaar paa Jagt efter Fugle, især Tieder, som er saa stor som en Kalkun. Hermelinen nærmer sig denne ganske sagte paa Sneen (fra hvilken den ikke kan skjelnes for sin hvide Farve) og styrter sig pludselig over Fuglen, bider sig fast i dens Hals og lader sig bære op i Luften, idet den bider; til den har sønderrevet Halsen paa sit Bytte, som da falder til Jorden og ikke mere kan undslippe. Naar Hermelinen ser Elgen ligge paa Jorden og sove, nærmer den sig som tilfældig; men med et Spring er den snart nær til det uhyre Dyr og smutter ind i dets Øre, og idet den angriber disse følsomme og nerverige Dele, bringes Elgen af Smerte i et saadant Raseri, at den fortvivlet sætter afsted over Bjerge og Kløfter, til det endelig snubler og styrter i en Afgrund og brækker Halsen. Dette har jeg, som Deres Excell. vel kan tænke, ikke selv seet; thi det vilde jo være en dristig Jægers Eventyr og ikke en simpel Reisendes. Men jeg kan forsikre Dem, at jeg har søgt Bekræftelse derpaa hos Mennesker, hvilke jeg tror ligesaa lidt istand til at bedrage, som til at lade sig bedrage, og jeg har aldrig fundet, at de i ringeste Maade tvivlede herom. Men derimod tro ikke alle, hvad nogle fortælle, at Hermelinen dræber dette store Dyr blot for at bruge det til at varme sig lidt i den kolde Aarstid eller for at suge den Smule Blod, som flyder ud af Aarerne, før det stivner. Jeg har ikke villet spilde megen Tid med saadanne Efterspørgsler; thi jeg har aldrig indbildt mig at kunne finde Folk, som kunde oplyse mig om et saadant Dyrs Hensigter og Planer.
Disse Ting altsaa og mange andre, som det vilde blive for langvarigt at omtale her, har jeg iagttaget paa denne anden Del af min Reise i Norge fra Bergen til Throndhjem. Denne sidste By finder jeg stor og smuk i Forhold til den nordlige Beliggenhed, nemlig 64°. Den var de første norske Kongers Hovedstad, blandt disse Olaf den Helliges, hvis Grav er i Domkirken. Denne Kirke fortjener, hvad Størrelse, Arkitektur og Material
