tælling kan vække Latter, men øienvidner have forsikret mig, at alt var sandt, og derfor har jeg dristet mig til at skrive derom. Man fortæller altsaa, at Ræven kjender de stene og Klipper, som ere bevoxede med Muslinger, og at den ved, at disse i Ebbetiden ere tilgjængelige Den gaar altsaa ned til Stranden og søger at slikke til sig Indholdet af de Muslinger, som have aabnet sine Skal. Men neppe føler Muslingen Berøringen af Rævens Tunge før den klapper sig sammen om denne og holder den saa fast, at Dyret ikke kan drage Tungen til sig, uden at den sønderrives. Den maa altsaa forblive der, til Vandet atter stiger, og drukner da, hvis ikke Folk allerede har faaet Øie paa den og dræbt den. Havde Æsop hørt dette, havde han sikkert benyttet det til en Fabel, og Plinius havde optaget det i sin Naturhistorie Denne Fortælling er jo langt besynderligere end den tilsvarende, vi har i Italien om Padden, som med hemmelig Kraft trækker Nattergalen til sig og sluger den levende.
Jeg kommer nu til Landdyrene, f. Ex. Elgen, Hermelinen og Lemænen. Hvad denne sidste angaar, saa viser den os, at det mærkværdigste i Skyernes Regioner langtfra er Lynet, eftersom der mellem disse ogsaa fødes levende, fuldkommen udviklede Dyr, som tilligemed Regnen falde ned i en saadan Mængde at de paa en eneste Dag kunne oversvømme store Strækninger og aldeles ødelægge Korn og Græs. Derfor frygter man dem her langt mere end Hagel. Men denne Ødelæggelse indtræffer kun sjelden, og der kan hengaa mange Aar, uden at man ser noget til dette Dyr. Lemænen ser ud som en Rotte, med en ganske liden Hale og er af mørk Jordfarve. Jeg har i en Samling seet skindet af en Lemæn, men det var ikke i Norge. Man siger, at saalænge de ere unge, er deres Farve gulagtig som smaa Ællinger. Hvis man berører dem med en Stok, bide de sig fast i den og holde sig haardnakket. Der kan ikke være Tanke om, at de fødes paa Jorden af de fra Skyerne faldende Draaber ligesom Froskene; thi de falde, efter hvad man fortæller, undertiden endog ned i Baadene eller paa de Reisendes Hoveder som Regnorme (lombrichi). Der gives intet Middel mod denne Plage, men den forsvinder af sig selv, som den er kommen; thi de leve kun til næste Foraar. Saasnart de da begynde at spise det unge friske Græs, dø de alle, som om de vare forgiftede Dette Dyr er eiendommeligt for Norge og er ukjendt paa andre Steder. Paa Latin har man kaldet det Mus Norvegicus. Hermelinen er et
