samme, hvorefter man ved Kunst igjen kan lade Saltet afsætte sig, saa at Vandet igjen bliver sødt som før. Hvis vi blande almindelig Jord eller Kridt i Vandet, saa vil der paa Bunden af Karret afsætte sig Jord eller Kridt. Og eftersom Kridt oprindelig er Sten eller et Stof, som med Tiden bliver haardt, især hvis det er udsat for Luftens Indflydelse, saa vil en Vandmasse, som gaar gjennem det Indre af et Fjeld, som bestaar af Kridt, blive kridtholdig. Naar Elven siden flyder ud af Fjeldet’ saa bundfældes Kridtet, bliver haardt og forvandler sig til Sten. Jeg har gjort dette Experiment, idet jeg har dannet en Kugle af Kridt, som i Løbet af 5–6 Aar er blevet til Sten, og jeg opbevarer den endnu. Jeg havde jo, for at overbevise andre om Ægtheden af mit Experiment, kunnet stikke gjennem den endnu bløde Kridtkugle en Naal eller et Stykke Jern, saaledes at det blev synligt fra begge Sider, men det faldt mig dengang ikke ind, og jeg overlader det derfor til andre. Jeg antager, at ligesom Kridt er en Stenart i sin oprindelige Form, saaledes finder man ogsaa i nogle Bjerge Marmor i endnu blød Tilstand. Naar dette har blandet sig med forbistrømmende Vandmasser, afsætter Vandet igjen det optagne Marmor, som da med Tiden bliver haardt, og, især om det udsættes for Luftens Paavirkning, omdannes til Marmor. Jeg maa antage, at saaledes opstaa her i Norge disse smaa Legemer af hvidt Marmor; thi Elvene flyde gjennem Stenmasser, hvor de træffe Aarer af hvidt Marmor, endnu ikke fuldt dannet, men i sin Urtilstand. Det samme siger jeg om Tivolikonfekterne, om Vandet ved Tours i Frankrige, om mange Grotter, som jeg har seet her i Norge og andetsteds, fra hvis Hvælvinger hænge ned mange hvide Marmorstykker i de forskjelligste Former, men som oftest lignende Voxlys, hvilke blive altid større per juxta positionem formedelst Vandet, som i disse Grotter flyder ned af dem, ganske som Istapperne dannes langs med Tagrenderne i Vintertiden. Derfor kaldes hine Stendannelser Lapis stillatitius.
I enkelte af Indsøerne i Norge findes smaa Øer, som af Vinden drives snart til den ene Kant, snart til den anden, ligesom i St. Omer i Flandern.
Fjeldene i dette Land er beklædte med Torv eller brændbar Jord, og heraf betjener man sig som Brænde, naar Veden mangler.
Nidelven, som flyder forbi Byen Throndhjem (Truniem), styrter sig med hele sin Vandmasse ned af en uhyre Klippe, som er meget høiere end Rhinfaldet. Larmen af dette Vandfald høres
