beholder det siden altid paa Grund af den forskjellige Tyngde i de forskjellige Dele – denne øverste Side bedækkes af en klæbrig, ildelugtende Masse, som sandsynligvis er Ormenes Exkrementer. Af disse sidste fødes nu ikke en smudsig og hæslig Bille, men en fuldkommen Fugl, og dette sker paa følgende Maade: I hin Masse danner der sig og retter sig efterhaanden iveiret en Mængde, om jeg Saa tør kalde dem, Nerver eller smaa Sener, som ere runde og tomme som en Skrivepen eller Skriverør, fire Fingre lange eller lidt mer. Paa den øverste Ende af disse voxer der nu frem en liden hvid Muslingskal, ganske som en Frugt voxer ud af Grenene paa et Træ. Idet denne lille Skal altid bliver større, bøie siderne sig mod hinanden, indtil de forenes og danne som en liden Mandel saa stor som en Negl; men naar den er udvoxet, er den af Størrelse som en grøn Mandel. Istedetfor Insektet, som befinder sig i andre Konchylier, fødes i denne en liden Fugl, hvilken ernærer sig af Træets Saft ved Hjælp af hin Nerve, som tjener til at meddele Føden, omtrent som Umbilicus hos Mennesket, medens det er i Moderens Liv. Eftersom Fuglen udvikler sig og behøver Luft for at aande og Føde til Ernæring, aabnes af sig selv Skallen ligesom et Æg, af hvilket Kyllingen kommer frem. Den lille Fugl hakker sig nu med Nebbet fast i Træet for bedre at kunne holde Stand mod Vinden, og suger nu selv fra dette sin Føde, indtil den er bleven større og føler sig flyvedygtig. Da hæver den sig i Luften, overlader det vaade Element til Fiskene og glæder sig i Luften mellem den flyvende Verden. Siden lever den dels paa Jorden, dels i Vandet som Søænderne (anitre acquatili), hvilke den ligner i Farve som i Størrelse og Udseende. Arten (la specie) vedligeholder sig ikke anderledes end paa den her anførte Maade. Man finder aldrig i Rederne Unger af denne Art, heller ikke Æg i Maven. Nordmændene kalde den Rødgaas (oca rossa). Fordi den fødes paa den her omtalte Maade, kunne Katholikerne i England spise den i Fastetiden. Medens jeg var der i Tjeneste hos Greven af Soissons, som er en Nevø af den store Mazarin, Ambassadør for Hans Majestæt Kong Carl II., havde jeg Leilighed til at spise af disse Fugle, og jeg syntes, de smagte ligesaa godt som andre Vandfugle.
Jeg besidder endnu to Stykker Træ med alle de øvrige Ting, jeg her har beskrevet. Jeg skar det selv af med en liden Øxe, medens jeg var i Norge. Jeg har af disse Ting ladet tage de her medfølgende Tegninger.
