hvad nyt faa vi fra Afrika andet end skrækkelige Drager og uhyre Slanger? Og selv disse mangle heller ikke her, ja de ere endnu større, som Deres Exc. vil have læst i mit forrige Brev. Men foruden disse skrækindjagende opdager man her en Mængde yndige Ting, saaledes at En, som havde iagttaget alle Provindser og Byer i Europa, kunde, synes mig, sige: Tier kun stille, o Europas Riger og Provindser, og praler ikke med Eders Naturherligheder: England med sine Fugle, fødte af de i Havet faldne Træer; Spanien med sin Guadiana, som løber en lang Strækning under Jorden; Frankrige med sine Vandkilder, som forvandle sig til Sten; Flandern med sine flydende Øer; Holland med sin Torv eller brændbare Jord; Schweitz med sin Rhin, som styrter sig ned fra en høi Klippe; Italien med sine Vulkaner og sin Charybdis; Tydskland med sine Muslinger, af hvilke man faar ægte Perler; Danmark med sine Svaler, som styrte sig i Søerne og forblive paa disses Dyb i sex Maaneder; Bøhmen og Ungarn med sine Bjerge og rige Gruber; og endelig Polen med sine Saltgruber som ere frembragte ved menneskelig Kunst: lad alle disse Lande tie, siger jeg, thi Naturen har villet gjøre alle disse Undere eller lignende i Norge, og desuden mange andre, som ikke findes i noget andet Land. Og dette bereder jeg mig nu til at bevise klarlig, idet jeg forsikrer, at dette ikke er poetisk Overdrivelse, men den rene historiske Sandhed. Og saa begynder jeg med det første.
Det hænder undertiden, at der falder i Havet her Træstykker eller hele Træer af dem, som voxe ved Strandbredden. I Tidens Løb falder Barken af disse Træer, idet den raadner paa Grund af Havets Fugtighed og Bitterhed. Af dette Træes Forraadnelse fødes smaa hvide Orme, hvem Træet tjener til Føde. De æde sig ind i dette, idet der ved de to Ender (estremità) paa den øverste Side, som flyder paa Vandet, danner sig ligesom Smaahuse (casucce) eller lange rette Gange, fra først af smaa, siden større efter Ormelegemernes Størrelse, eftersom disse voxe. De største kunne rumme en Finger. Og Ormen murer dem tætte med en Slags Spyt fra Munden eller med en Vædske, som flyder ud af hele dens Legeme. Denne vædske stivner og overtrækker Gangenes Vægge ligesom Dækket i Muslingskallene. Saaledes kunne de ikke gjennemtrænges af Vandet, som ellers paa Grund af Træets Porøsitet vilde trænge ind. Den Del af Træets Overflade, som altid er udsat for Luften og ikke er under Vand, – thi den Stilling, det ved Faldet indtager,
