fatteren i Stedet for alt det naturhistoriske Snak, som man tildels gjerne havde skjænket ham, havde været mere udførlig i sin Omtale af Steder og Personer.
Under Gjennemgaaelsen af de første Dele af Reisebeskrivelsen har jeg i sproglig Henseende nydt godt af Hr. Bibliotheks-Amanuensis, Cand. mag. Pettersens kyndige og redebonne Hjælp. Senere har jeg havt en lignende Bistand af Frøken M. Reiter.
Efter nitten Dages Seilads [fra Kjøbenhavn] kom jeg ved Guds Naade og til min egen Glæde til Bergen i Norge.[1] Vinden var stundom ubekvem for mine Medreisende, men meget heldig for mig. Vi fik Storm og maatte ved Forbjerget Cap Skagen tilbringe en Uge, og jeg fik derved Leilighed til at lære at kjende det Landskab, hvor de gamle Cimbrer hørte hjemme, der have givet saa store Prøver paa Tapperhed. Faa Dage efter vor Afreise herfra fik vi Øie paa Kysten af Norge, det vil sige Toppen af de høie Fjelde, der ere bedækkede af evig Sne. Efter at være komne denne Kyst nærmere iagttoge vi intet andet end Fjelde og Klippestyrtninger, hvilke Oceanet pidsker tilhøire, medens det tilvenstre beskyller Øer af samme Beskaffenhed, der ligge i en uophørlig Række.
Man skulde tro, at et saadant Land alene var skikket til at føde Chamæleoner. Men vi maatte forandre Mening, da vi kom til Bergen og saa den Overflod af
- ↑ Altsaa 22de Oktober (1664). Det sees nemlig af et Par senere Steder i Reisebeskrivelsen (i Orig. p. 175 og p. 205), der nedenfor skal meddeles, at Negri forlod Kjøbenhavn den 3die Oktober.
