og Olaus Magnus[1] samt Loccenius – dels ogsaa indhentet ved Samtaler med Nordboer, han stødte paa. Han har kjendt Zeniernes fabuløse Beretninger om Norden og derigjennem det fabelagtige St. Thomas Kloster i Grønland. Om dette forsøgte han i Italien gjennem en Giacomo Ricci, hvem han kalder procurator generale, og som vel maa have havt noget med Vaticanet at bestille, at skaffe sig archivalske Dokumenter, hvilke Ricci naturligvis af gode Grunde ikke formaaede at præstere.[2]
Omsider besluttede Negri sig som gammel Mand til at udgive sine Reisebreve, der i Manuskript vare læste endog af to toskanske Storhertuger, og begav sig i den Anledning til Padua, hvor han traf Overenskomst med en Bogtrykker, men strax efter Tilbagekomsten til Ravenna døde han som allerede ovenfor anført 1698, hvorpaa Vitoli senere besørgede Bogen i Trykken.
Jeg har ikke villet befatte mig med andre Dele af Verket end dem, der angaa Norge og Danmark, af hvilke jeg meddeler, hvad jeg finder at være af nogen Interesse, i forkortet og fri Oversættelse. Er end Indholdet ikke meget betydeligt, har dog Reisen altid nogen Betydning, fordi det var saa overmaade sjeldent paa den Tid, at Sydlændinger bereiste, endsige beskreve de nordlige Lande. Forfatteren gjør derhos overalt et umiskjendeligt Indtryk af at være en sandhedskjærlig herodoteisk Natur, og det fortjener ogsaa at bemærkes, at han, skjønt katholsk Geistlig, ikke henfalder til bigotte Angreb paa den protestantiske Religion. Man kunde forøvrigt have ønsket, at For-
