en Beskrivelse fra 1751 over, hvad sammesteds kaldes „Alf Erlingsens grevelige Residence“ paa Gaarden Skjelbred i Haajord Sogn i Nærheden af Tønsberg,[1] hvori Gulvene i 2det og 3die stokværk vare „af meget tykke Planker, som hverken vare skaarne eller høvlede, men hugne glatte“.
Den Anvendelse til Paneling af Vægflader, som norske Bord efter det ovenfor oplyste allerede paa 1200-Tallet skal have faaet i England, stemmer ogsaa med den Anvendelse, som Nordmændene allerede længe før den Tid havde vidst at give de udkløvede Bord i den hjemlige Bygningskunst. Ordet þili (fili) betyder, som anført, en af Bord sammensat Flade, hvad enten denne danner den indre Klædning paa en Væg eller den benyttes som Skilne mellem tvende Rum. I førstnævnte Betydning synes Ordet i Almindelighed anvendt alene, medens det i sine andre Betydninger gjerne faar et forklarende Tillæg, t. Ex.: skjaldþili, láfafili o. l., medens Klædningen paa en Vægflade dog ogsaa undertiden faar sit særligt betegnende Tillæg og kaldes ligefrem „veggþili“. Den ældre Gulathings-Lov 75[2] forbyder Leilændingen ved Fraflytning at borttage noget af Husets indre Udstyr og sætter 3 Marks Bod „ef hann bryter setstocca or husi æða brikr þær er greyping hever numet“, hvorimod det er ham tilladt at lade bortføre „láfafili oc florfili“, der vel altsaa have været løse Lemmer. Bestemmelsen er gjentaget i Nyere Landslov (1274)[3] og kan formentlig neppe forstaaes anderledes, end at Leilændingen inde i Huset ikke maatte røre, hvad der var pløiet eller falset sammen, og dette synes igjen nær-
