faling blev efterkommet. Den Kjendelse, som Laurits Christenssøn og Peder Anderssøn 6 Uger efter sit ilsomme Tilbagetog afsagde, er vistnok i de fleste Henseender en af de snurrigste Domme, vore retshistoriske Annaler har at opvise.[1] Men andet kunde jo heller ikke være at vente af en dømmende Kommission, som Gang paa Gang rømmer fra Forhandlingerne og tilsidst i Mulm og Mørke forlader et Distrikt, hvis Befolkning den i Stedet for at berolige havde ophidset til det yderste. Bøndernes Optræden kan, seet i en raa Tids Belysning, lade sig undskylde, naar man tager Hensyn til, hvorledes Kommissionen fra først til sidst søgte at behandle Sagen i Jens Madssøns og Jørgen Philipssøns Faveur. Den førstnævnte sees saaledes ikke at have betragtet sig som den anklagede Part, men er snarere anerkjendt som Administrator i Retten; paa samme Tid negter man Fiskalens Fuldmægtig, hvem det officielt paalaa at føre Bøndernes Sag, at komme tilorde, ja bestrider endog Gyldigheden af hans Mandat, uagtet Fiskalen maatte antages lige saa vel som Fogden og en Sorenskriver at have Ret til at vælge, hvilken Fuldmægtig han vilde. Det, som bragte Bægeret til at flyde over, var vistnok den taktløse Adfærd, som Kommissionen udviste ved at tage ind paa Fogdens, den anklagedes, Gaard og lade sig behandle som hans Gjæster.
Der tør neppe være nogen Tvivl om, at den danske suveræne Regjering ansaa „den gudbrandsdalske Sag“ for
- ↑ De erklære nemlig Jens Madssøn for uskyldig i Bøndernes Klagemaal, men henstiller paa samme Tid til den høie Øvrighed at optage Sagen til fornyet Prøvelse, dog saaledes at den anlægges mod Magister Iver, Jakob Madssøn Lund og Christen Jakobssøn.
