aflyste det berammede Møde. Den følgende Nat forlod Laurits Christenssøn, Peder Anderssøn og Jens Madssøn i største Hemmelighed Bygden, da de vidste, at de her ei var sikre paa Liv og Lemmer. De var imidlertid ikke komne langt paa Vei, før de mærkede, at deres Flugt var opdaget, og at de blev eftersatte. Det var den nysnævnte Lagrettemand af Fron, Magister Ivers tidligere Verksfuldmægtig Mads Knudssøn Bergdal, der havde samlet et lidet Parti bevæbnede, determinerede Karle i det faste Forsæt at hevne de Forurettelser, som var bleven tilføiet hans Herre, og at befri Dalen fra en slig Bygdeplage, som Fogden Jens Madssøn var. Forfølgelsen fortsattes over en Mils Vei. Da lykkedes det Flygtningerne omsider at redde sig ind paa Ringebo Prestegaard, hvor de hos Sognepresten fandt Ly, indtil de den følgende Dag under sikker Bedækning kunde drage videre.
Kommissærerne ilede nu med at indberette til Regjeringen, hvorledes „den gudbrandsdalske Sag“, som den allerede kaldtes, havde udspundet sig. Paa samme Tid sendte Jens Madssøn til oberst Hans Jakob Schiort, Slotslovens Formand, en Klage over Magister Iver Pederssøn og Fiskalen Jakob Madssøn Lund, hvori han anklagede dem for at have opviglet Almuen mod sig. Følgerne lod da heller ikke vente længe paa sig. Under 23de November udgik der kongelig Befaling til Biskop Henning Stockfleth at lade Magister Iver Pederssøn suspendere og sætte under Tiltale for at have misbrugt Almuens Signeter imod Landsloven og de kongelige Forordninger. Paa samme Tid beordredes Slotslovens Forstander at lade arrestere Christofer Thordssøn og Hans og Jon Skjønsberg for det Opløb, de havde forvoldt paa Thingene i Gudbrandsdalen. Det drog dog temmelig længe ud, før den sidste Be-
