at være af langt større Betydning end den i Virkeligheden var. Den saa i Bevægelsen en Reisning mod den nye Statsform og frygtede for, at den skulde komme til at antage store Dimensioner. Ligesom enhver frimodig Ytring om den arvelige Enevoldskonge, som slap fulde Bønder eller hidsige Baadsmænd af Munden, blev straffet med Bremerholms Arbeide eller med Deportation til Vardøhus, saaledes skulde enhver frisindet Tanke hos det norske Folk slaaes ned.
Det kan ikke sees, om det var det gudbrandsdalske Oprør, som afgjorde Valget af en ny Statholder for Norge, efter at Nils Trolle havde forladt Landet. Den Mand, som ved aabent Brev af 8de December 1661 blev udnævnt til denne Stilling, var ikke ubekjendt for Nordmændene, og om hans Person end ikke var synderlig populær i Samtiden, har hans Navn dog med Rette en god Klang i vort Lands Historie. Det var Iver Tagessøn Krabbe til Jordberg i Skaane, der i 1657 havde været kommanderende General for de søndenfjeldske Tropper, og efter hvem den Episode af Krigen, som i dette Aar fandt Sted paa de norsk-svenske Grænser, havde faaet Navnet „Krabbekrigen“.
Den 5te Februar 1662 ankom Statholderen til Akershus. Han tog sig strax med megen Iver af Forholdene hertillands, reiste om Vinteren omkring i Egnene ved Kristianiafjorden og søgte efter bedste Evne at raade Bod paa den herskende Nød. Alligevel havde han knapt været en Maaneds Tid i sit nye Embede, før han havde lagt sig ud for Folks Had.
En af de Opgaver, han først og fremst havde at løse, var at faa bilagt „Oprøret i Gudbrandsdalen“, som han kaldte det. Men allerede fra sin tidligste Færd fik han vrange Forestillinger om, hvad Bønderne egentlig
