ved denne Tid saa fuldstændigt forsvundne, at der ikke længer er Spor tilbage af nogen fælles Tarif for det hele Land, idet Toldopkrævningen endog i samme Lehn og paa nærliggende Steder foregaar paa forskjellig Maade, et Resultat, der blandt andet maatte fremgaa af det vidt udbredte Privilegie-System, hvilket i en raa og krigersk Tidsalder dog maatte være meget at foretrække for en Tilstand, hvor ingen kunde føle sig nogenlunde sikker for Udpresning, medmindre man kunde paaberaabe sig contractmæssige Rettigheder, og som saadanne fremholdtes altid Privilegierne af deres Indehavere. En anden Grund til Ulighed i Toldopkrævning laa deri, at den ankommende Fremmede opgjorde sin Toldpligt i Varer eller i fremmed Mynt. I den kongelige Instruction af 1ste Marts 1558 til Indehaverne af Rigets fire Hovedlehn, ɔ: Baahus, Akershus, Bergenhus og Trondhjem, heder det endnu (Artik. 9), at enhver Lehnsmand i sit Lehn skal, „eftersom Leiligheden sig begiver“, lade fordre Told af de Varer, som udføres, hvorhos det med Hensyn til den almindelige Trælast-Udskibning i Instructionens Artikel 10 heder, at der skal tages Told af alle Skibe, der lades under Norge, „som Sædvane er“, hvortil Art. 11 føier, at „hvis Fordel, som Kjøbmændene udgive for de store Master, den skal Kongen have og aarligen derfor gjøres Regnskab “. Den „Fordel“, som her omhandles, var en hidtil af de fremmede Kjøbmænd til Fogderne ydet sædvansmæssig Douceur, som Kronen, i Lighed med hvad der samtidig paabødes med Hensyn til „Sko og Lærred“, nu fratog Fogderne og for Eftertiden opkrævede for egen Regning. I begge Tilfælde var det Fogderne, som til Forbedring af sin Lønning havde gaaet i Spidsen, medens det blev Kronen eller Staten, som fulgte efter i sin Tjeners Fodspor og derved i Gjerningen viste sin Paaskjønnelse af det givne Exempel. Som oven-
