tilsammen give et Antal af 1514. Fradrages Antallet af Sager i Baahus Lehn og tillægges de ovennævnte 300 for Trondhjems Lehn, udkommer Tallet 1751, der altsaa skulde udgjøre det samlede Antal Sagblad i Norge med dets nuværende Grænser ved Midten af 1600-Tallet.[1]
Told-Afgifterne paa Trælast, som paa andre Varer, der ind– eller udførtes, bibeholdt i alt væsentligt lige til Slutningen af 1500-Tallet sin middelalderske Character af en Beskatning paa den fremmede Skipper eller de Skibet medfølgende Kjøbsvende, medens Rigets og navnlig vedkommende Kjøbstads egne Indbyggere vare fritagne for samme. Toldafgifterne synes oprindelig nærmest at have været betragtede som et Slags Løsningssum, der afkrævedes den Fremmede for den Tilladelse, hvorved det overhovedet blev ham muligt at foretage Handels-Operationer paa det fremmede Territorium og navnlig i den Kjøbstad eller Markedsplads, hvor han skulde gjøre sit Indkjøb af Landets Producter, og det var saaledes disses Udførsel, hvorpaa der efter Middelalderens Opfatning væsentlig lagdes Vægt, medens de indførte Varer nærmest betragtedes som den Valuta, hvormed det Udførte skulde betales, og derfor i Almindelighed vare toldfri. Som i det foregaaende Afsnit paapeget, opstiller Retterboden af 30te Juli 1316 en Tarif for de Varer, som „utlensker kaupmen“ udføre herfra Landet, men selv om denne Tarif har været tænkt gjældende for det hele Land, ere dens Forskrifter vistnok snart komne i Strid med en Mangfoldighed af gamle Sædvaner eller Vedtægter og fremforalt med saa megen feudal Vilkaarlighed, at den inden føie Tid er gaaet i Glemme, hvilket ialfald er Tilfældet fra den Tid, da de ældste Lehns-Regnskaber haves i Behold. Retterbodens Forskrifter ere
- ↑ Relation om Danmark. Afskrift i N. Rigsarchiv.
