frem, billigvis ikke længer kunde nægtes Optagelse i Kjøbstædernes Tal.
De fiscale Forholde, hvorunder Trælasthandelen foregik, ere ovenfor leilighedsvis berørte. Den ved Kongebrev af 8de Marts 1545 under Navn af Tiende (hvert tiende Bord) paabudne Productions-Afgift til Kronen paa Tilvirkning af Skurlast gik kort efter Souverainetetens Indførelse over til en Penge-Afgift,[1] der ved Siden af Tolden opkrævedes af al udført Trælast og betaltes af Udskiberen, medens den alligevel blev opretholdt i sin oprindelige Egenskab af en Productions-Skat, idet Forordningen af 20de April 1665 fastsætter, at Bonden eller den, som sælger Trælast til Borgerne, skal istedetfor 10 Tylfter levere 11 og ikke i Betaling modtage mere af Borgerne eller Indvaanerne, som dermed handler, end for 10 Tylfter.[2] At Trælast-Tienden for Statskassen maa have været meget indbringende, erfares af et officielt Actstykke fra den her omhandlede Tid, hvori det heder, at der i Trondhjems Lehn ikke fandtes „Aargangs- men Flom-Sauger, hvad Bord derpaa skjæres, kan ongefær efter 300 Sauger, i Lehnet findes, beregnes til fire Stabel overhoved, og eragtes for 1200 Stabel eller Tusinde“. Var der alene i Trondhjems Lehn 300 Sager i Virksomhed ved Midten af 1600-Tallet og med en saa betydelig Afkastning som den her nævnte, vil man deraf kunne forstaa, hvor overordentlig Productionen i Tidens Løb var steget for det hele Land og navnlig i de egentlige Skovdistricter søndenfjelds. I Durells Relation om Danmark (ca. 1650) findes Opgaver over Sagernes Antal for hvert enkelt Fogderi udenfor Trondhjems Stift, hvilke Opgaver
