Regning, og i 1569 faar Søfren Nilssøn, Borger udi Skien, kongelig Tilladelse til, at han „maa brænde og opbryde Klippen paa Eide udi Skiens syssel og der bygge og opsætte en Sagmølle“. Overdragelse af Kronens Sagbrug til de kongelige Embedsmænd blev endog benyttet som en directe Gageforbedring for disse. Lagmanden i Skien fik ved Kongebrev af 26de Mai 1570 udlagt en Sagmølle „til sin bedre Forsørgelse“, ligesom Byfogden i Skien af et Kongebrev af 5te Mai 1582 erfares at have „en Kronens Sagmølle“ afgiftsfrit til sin Disposition, men befales at erlægge 30 Daler i aarlig Afgift til Kronen, naar hans Befatning med Byfoged-Embedet ophører. Leieafgiften var i sidstnævnte Tilfælde ikke vilkaarlig valgt, men fastsat i Henhold til en af statholder Paul Huitfeldt (1572–1577) paabuden almindelig Forhøielse fra 6 Dlr. til 30 Dlr. i aarlig Leie af Kronens Sagbrug, en ganske mærkelig Regjerings-Foranstaltning, der viser, hvor lønnende Sagbrugsdriften maa have vist sig i det nærmeste Decennium efter Stettiner-Frede.. Bratsberg Lehns Hovedtoldsted var i Langesund, hvorefter hele Districtet ligetil den nyere Tid er bleven kaldet Langesunds eller Langesunds-Fjordens Tolddistrict, selv efterat Toldstedet var flyttet til Porsgrund. Allerede i de tvende ældste bevarede Regnskaber for Bratsberg Lehn af 1585–86 og 1586–87 fremtræder Langesunds Tolderi som Rigets daværende største Exportsted for Trælast, ligesom der sammesteds ialfald fra 1587 var beskikket en kongelig ansat Toldskriver.[1] Efter 1586–87 findes bevaret et Langesunds Told-Regnskab for 1599–1600 og derefter tvende lignende for Aarene 1608–09 og 1609–10. I summarisk sammendrag stiller Udførselen sig for disse Aar, som følger:
- ↑ Norske Rigs-Reg. II. S. 713. Jfr. kgl. Resolutioner 8de Decbr. 1821, 11te Sept. 1839 og 5te April 1843. Krafts Norg. Beskriv. III. S. 21.
