Middelalderen. Sarpsborg viser endnu kun ringe Tegn til, at dens fordelagtige Beliggenhed ved Glommen-Mundingen havde begyndt at gjøre sig gjældende, og de overordentlig ringe Quanta af Trælast, der udføres, pege hen til, at det endnu vilde vare længe, inden der blev Spørgsmaal om nogen Flødning fra Glommen-vasdragets øvre Løb. I 1557–58 besøgtes Sarpsborg (Salsborg) Havn kun af 10 udenlandske Fartøier, der samtlige kom for at hente Trælast. De benævnes i Regnskabet for „Skuder“, hvortil i hin Tid almindeligvis kun henførtes de mindste søgaaende Fartøier, navnlig de fra Danmark kommende „Kornskuder“. De 6 af disse 10 Fartøier vare ogsaa danske, 3 fra Stralsund og 1 fra Rostock; Toldbeløbet var fra 4 ß til 12 ß pr. „Skude, fuldt med Tømmer“, og Byens hele Trælasttold for Regnskabs-Aaret beløb sig til den beskedne Sum af 97 Skilling. Regnskabet 1560–61 viser ikke større Resultater. Der udførtes da i det Hele 1800 Deler og dertil 5 Skibslaster med Tømmer; af de ankomne Fartøier var 1 fra Scotland (Dundee), 1 fra England, 3 fra Workum og 1 Skude fra Sæby. Delerne solgtes til reisende Kjøbmænd. Indladningen har formodentlig foregaaet ved de saakaldte „Boder“ lidt ovenfor Sannesunds Færgested. Uagtet den ubetydelige Udførsel af Trælast berette dog Sarpsborgs Borgere selv i en Klage til Kongen af 1556, at „vor meste Handel, den vi fattige Mænd kunde hjælpe os med, er ikke andet end Sagedeler, Sperrer og Bord, som mangen Mand vel vitterligt er“.[1] Efterat Sarpsborg var brændt i Syvaarskrigen, blev, som bekjendt, det ny anlagte Fredriksstad Arvtageren til den hele commercielle Stilling ved Glommen-Mundingen og kom saaledes til at
- ↑ D. N. IV. S. 837.
