nok lidet capitalstærk, gjennem høie og efter Landets Forholde indbringende Embedsstillinger des bedre Leilighed til at gjøre sin Interesse gjældende. Det kan derfor næsten ansees som en regulær Tingenes Gang, at Krongodset først gik gjennem de adelige Embedsmænds og deres Efterkommeres Hænder, forinden det, væsentlig i det følgende Aarhundredes sidste Halvpart, indkjøbtes af Byborgere. Det mest fremtrædende Exempel paa denne Udvikling finder man i den Mængde Jordegods, som ved Midten af 1600-Tallet samledes af Statholderen Hannibal Sehested, men denne havde allerede 100 Aar tidligere haft en Forløber i Lehnsherren paa Akershus, Peder Hanssøn (Litle), der planmæssig havde vidst at tilgodegjøre sig den lette Adgang, som hans Embedsstilling ikke mindre end Tidsforholdene frembød til at samle Jordegods. Ligheden mellem disse to Mænd ligger ikke alene deri, at de begge vare vel begavede, af høi Byrd og i Rigets anseeligste Embedsstilling, men ogsaa deri, at de begge fortrinsvis udsøgte sig Eiendomme, hvortil der hørte Skov og Sagbrugsdrift. Den Maade, hvorpaa Peder Hanssøn gjorde sin Stilling og sin Capitalstyrke gjældende, er for Tidens Forholde saa characteristisk, at den fortjener en noget nærmere Omtale.
Til ingen af vore tømmerførende Vasdrag knytter sig en tidligere eller mere uafbrudt Interesse end til den ved Drammen udmundende Elv, der her danner en dyb og rummelig Havn, efter forinden at have samlet alle sine mange Tilløb fra en Række større eller mindre Dalfører, hvor overalt Egnens Skjønhed ikke mindre end Befolkningens Velstand paa det nøieste knytter sig til de skovklædte Lier og de kraftige Fossefald. Ligesom de første Spor af en regelmæssig Trælast-Udførsel maa søges i denne Egn,
