vedkjendte sig hvert Ord, som deri var sagt. Bønderne ytrede sit Bifald til Hans Skjønsbergs Udtalelser.
Ude paa Tunet opstod der ligeledes paa samme Tid stor Bulder og Larm. Der stod Christopher Thordssøn, Magister Ivers og Jakob Lunds Svoger, med Hans Klokkers Søn og oplæste høit og lydeligt nogle Stevninger, som Christen Jakobssøn havde udstedt over Jens Madssøn og Skriverne i Dalen. Siden traadte han med Brask og Bram ind i Thingstuen, ledsaget af en stor Hob Bønder. Laurits Christenssøn spurgte ham om, hvad han her havde at gjøre. Christopher drog den krumme Sabel, som han paa Gudbrandsdølernes Vis altid pleiede at bære ved Siden, og mente, at han agtede at blive, hvor han var, og under Mængdens jublende Tilraab gik han hen og satte sig paa Bænken lige over for Lagrettemændene.
Da Larmen var stilnet lidt af, spurgte Knud Frantssøn, Statholder Nils Trolles Fuldmægtig, Almuen, om der var nogen, som havde noget at sige Statholderen paa eller nærede Tvivl om Rigtigheden af Paabudene eller Klareringen af Oppebørslerne, saa skulde han paa sin Herres Vegne svare dertil. Hans Skjønsberg og nogle af Almuen erklærede hertil, at Nils Trolle havde de ikke klaget over; thi ham skyldte de hverken ondt eller godt; sine Skatter skulde de svare, men de vilde heller ikke vide mere af Jens Madssøn eller Sorenskriveren at sige.
Da Larmen vedvarede, bad Fogden Jens Madssøn for Guds Skyld om, at de fremmede fra Fron og Ringebo, som blot ophidsede Almuen, maatte vises bort fra Thinget, da de ikke havde noget her at gjøre. Laurits Christenssøn bad dem om at forføie sig væk; men da reiste der sig et Skraal i Thingstuen, som var værre end alt det Spektakel, som før havde fundet Sted. Hans og Jon Skjøns-
