have andraget om Forlindring i Skatterne, uden at have havt til Hensigt at rette nogen Beskyldning mod Statholderen, Fogden eller Øvrigheden forøvrigt. Hvad Klagen over Fogden angik, erklærede Hyldingsmændene Erland Olstad og Hans Forset, at de vistnok under sit Ophold i Kristiania havde faaet Opfordring af Magister Iver og Jakob Madssøn Lund til at besegle en saadan, men at de ei vilde være med derpaa. Denne deres Forklaring tog Retten for god, uagtet disse Mænd, som vi ovenfor have seet, endog to Gange havde andraget om at faa Fogden fjernet og begge Erklæringer var fremlagte for den!
Ganske anderledes gik det imidlertid til i Øier Prestegjeld, hvor Thinget holdtes paa Gaarden Skaden. Her førte Hans og Jon Skjønsberg Ordet paa Bøndernes Vegne. Hver Gang de oplod sin Mund, æskede de Lyd ved at slaa med sin Stok i Loftsbjelkerne, og Almuen gjentog, hvad de sagde. Da den store Supplikation af 14de Juli 1661 blev oplæst og Almuen tilspurgtes, om den vilde vedstaa den, svarede Skjønsbergmændene paa Bøndernes Vegne, at de havde andraget sin Nød og sine Udgifter for Kongen i Haab om at finde nogen Lettelse; hertil havde hverken Statholderen eller andre noget at sige.
Hidtil var alt gaaet stille for sig. Men da Laurits Christenssøn, som præsiderede i Retten, oplæste Klagen over Fogden og spurgte, om Bønderne vilde vedstaa den, reiste der sig sterk Bulder og Larm i Thingstuen. Den ene raabte i Munden paa den anden, at de stod ved den. Laurits Christenssøn forlangte at faa opgivet Navnet paa Forfatteren, men Hans Skjønsberg spurgte spodsk, om det ikke kunde være det samme, om det blot var en Gjetergut, som havde ført Klagen i Pennen, siden Almuen
