Hoveder skal have udfaaet dit Signet at besegle en supplik over Jens Madssøn, hvilket gjør mig ganske ondt, og du uden al Tvivl maa dertil være belokket og kanske derhos belovet store Løfter, som aldrig kan holdes eller efterkommes af dem, som det udlovet haver, hvorfor jeg endnu anden Gang varer dig ad din Skade, at du i Tide vender dig fra saadanne urolige Mennesker, som du est kommen iblandt, om du ellers vil agte din egen velfærd og vi, som dig anrørende er, skal ikke have Skam og Blusel af dig. Se du derfor til, at de, som dig til dette Verk haver bedaaret, ikke slaar sig derfra, saa du staar i Stikken igjen. Betænk nu hos dig selv, naar du bliver tilspurgt, hvad Jens Madssøn haver dig forurettet, hvad du da med Sandhed haver at klage over hannem. Det skal endnu være mit Raad, at du bekjender, hvo dig dertil skyndet haver. Men gaar du paa dine egne ulovlige Veie, og du kommer derover i Uleilighed, saa skal du have den Bistand, du skal have hos mig. Jeg vil saa hermed have dig med alt kjært yndende Gud befalet. Af Lesje Prestegaard hastigt den 16. October Ao 1661.
Sivert Engebretssøn
egen Haand.“
Dette Brev havde den tilsigtede Virkning. Efterat Ole Haavin havde udleveret det til Retten, og det var bleven oplæst for den forsamlede Almue, var der ingen, som havde noget at sige paa Fogden eller Sorenskriveren i ringeste Maade, endda Rettens Præsiderende gjentagne Gange lydeligen opfordrede alle til at fremkomme med sine Klagemaal.
I Gausdal Prestegjeld, hvor Retten holdtes paa Volden Thingstue, gik alt til paa samme Maade som i Faaberg; Almuen vilde med den saakaldte store Supplikation alene
