kelige Tanke at lade Hyldingsmændene træde frem for at svare for de indgivne Klager.
Nu anstillede disse sig, som om de var aldeles uvidende om, at der var klaget paa Øvrigheden, og fremkom med en forvirret Forklaring om, hvorledes det var gaaet til, at deres Segl var blevne satte under Supplikationen. Retten lod sig dupere og krævede ikke engang, at Bønderne skulde beedige sit Udsagn.
Hvad der bevirkede dette mærkelige Omslag, var dels de Trudsler, som Jens Madssøn havde ladet falde om, at han vilde tage en haard Hevn over Klagerne, naar han igjen kom til sit Embede, dels en Skrivelse fra Presten Hr. Sivert paa Lesje til hans Broder Ole Haavin. Dette politiske Sendebrev er endnu i Behold, og da det i al sin Korthed yder interessante og særdeles karakteristiske Bidrag til Belysning af Forholdene, maa det her medtages i sin Helhed.
„Kjære Oluf Haavin, Lader jeg dig vide, at den 25. Oktober førtkommende skal Jens Madssøn sin Proces anfange i Faabergs Sogn imod sine Anklagere. Hvorledes Enhver sit Klagemaal beviser, lærer Tiden. Her i mit Sogn haver Christen Hofauk og Ole Kolstad suppliceret over Jens Madssøn udi Almuens Navn og dertil misbrugt deres signeter, som Christen Hofauk haver taget hos dennem og belovet, at han deres Signeter ikke til anden Ende bruge skulde end til menige Almues Bedste om deres forrige Friheder. Der Almuen erfaret haver, at de til Klagemaal haver brugt deres Signeter, er de alle falden dennem ifra, saa de faar ene at svare, til hvis (ɔ: hvad) de angivet haver. Hvad Ende det vil tage med dennem, kan enhver, som nogen Fornuft haver, lettelig forstaa. Og eftersom jeg erfarer, at du med de rebelske og urolige
