berg slog med sine Stokke i Loftsbjelkerne og mælede, at de fremmede skulde blive der, hvor de var, og siden skulde de følges ad fra Thing til Thing over hele Dalen. Nogle af Bønderne tillod sig under Tummelen paa en meget nærgaaende Maade at forhøre sig hos de tilforordnede Øvrighedspersoner, om de havde Skydspas; da disse saa viste det frem, lovede de dem, at de nok skulde faa Friskyds ud af Bygden.
For nogenledes at tilveiebringe Ro paa Thinget forlangte den anklagede Foged Jens Madssøn, at hver Mand fra Øier Prestegjeld skulde træde frem efter Paaraab efter Mandtallet for hver især at gjøre Rede for, hvad han havde at klage over. Laurits Christenssøn var villig til at efterkomme Fogdens Forlangende og slog til Lyd. Men Skjønsbergmændene erklærede, at herpaa vilde de ikke indlade sig; „det var tidsnok – mente de – at gaa frem efter Mandtallet, naar Skattething blev.“ Almuen stemte i med Hujen og Skraal og sagde, at det var Ret. Paa samme Tid indleverede Jon Skjønsberg en „Fortegnelse paa hvis Almuen haver lidt og udstaaet“,[1] der skulde tjene til at
- ↑ „Forteignelsne paa huis almuen haffuer lidt och vdstaait som epter følger.
Fæholding sex rdr, fougdens holding 3 gannge om aarit i det ringeste och 3 dr. huer natherberge; fougdens bocher, som hannd tager i støffuelhud, besueris almuen med at holde. Fougdens hester besuergis ochsaa allmuen med at holde; fougdens fæ maa ochsaa Konngens bønnder føede.
I forleeden vintter loed Jenns Madsen sin sedel vdgaae til Lensmmanden, att hannd schulle ihaabetage høe til hanns øxszen, szom hannd beraabte szig paa at schulle verre til herredaugene och hyldingens fornøedenhed, och det høe som igen vaar maatte vi och kiøre enn miel i schydtzferd, droeg saa vd paa Edszvold verch och solde dem der for pennge. Fougden besuerger och almuen med tou, szom hannd vdschaffer huert aar at lade spinde for sig. En fuld gaard, szom er offuer threi hunder, maa giffue ophøyelsze, aff huer huud 1 r:ort. En halff gaard, som er offuer 14 huud, maa giffue i ophøy-
