ders-Historie maatte være den ganske overveiende Handelspraxis, og at det kun var Krongodset og Prælat- eller Klostergodset samt ganske enkelte Stormands-Slægters Gods-Complexer, der ydede en saadan Afkastning, at der kunde blive Spørgsmaal om samlet Skibning i eget Fartøi. Den „seilende Kjøbmand“ omfattede vistnok efter sit videste Begreb ogsaa de indenlandske hásetar eller Kjøbsvende, der som Opkjøbere og Sælgere seilede om i Indlandet eller til Udlandet, men det synes indlysende, at den capitalstærkere Udlænding paa dette Omraade til enhver Tid maa have havt Overtaget, selv om man bortser baade fra den større Tryghed, hvormed t. Ex. Hanseaten og Hollænderen i sluttet Flaade seilede over Havet, og fra den Omstændighed, at Kjøbsvenden udenfor sin egen hjemlige Kjøbstad ikke havde større Handelsret end Udlændingen, hvorvel hans Varer vel i Almindelighed ansaaes toldfrie. Det vil allerede heraf forstaaes, at Kjøbstædernes daværende Udførselshandel maatte fordele sig paa en saa stor Mængde Hænder, at den kom til at nærme sig en Detailhandel, og at der inden den vide Kreds af Exporteurer ene kunde blive Spørgsmaal om Byrds-Aristocratiet og Cleresiet som Deltagere i, hvad der efter de smaa Omstændigheder kunde tillægges Navn af Handel en gros. Men professionel Handlende kunde den høibyrdige Kjøbstadboer i et feodalt statssamfund ikke blive uden at opgive sin egen og slægtens Fordring paa at være stillet over de øvrige Samfunds-Classer i sin Egenskab af professionel Kriger og sine Medborgeres Forsvarer. Middelalderen ansaa det for simpel Logik, at den, hvis hele Virksomhed var optaget af Handelsreiser og Handelsspeculationer med indkjøbte Varer, ikke samtidigt kunde gjøre Fordring paa at være en slagfærdig Kriger og Anfører,
