skrift, at Bygrund af privat Eier ikke maatte sælges uden først at have været tilbudt Kongen, der altsaa havde Gjenløsnings-Ret, en Forskrift, der endnu saa sent som i Aaret 1661 ansaaes practisk gjældende.[1] Som Efterkommere af haandgangne Mænd og bosiddende paa gammel Odelsgrund i de større og anseeligere By-Gaarde maatte Slægterne i de norske Kjøbstæder i nøie Overensstemmelse med Tidsaanden uvilkaarligen komme til at indtage en ledende, for ikke at sige en herskende Stilling.[2] Hvad der fra først af trak de høibyrdige Slægter i Norge maaske mere end i de fleste andre Lande til Kjøbstæderne og senere gjennem Aarhundreder holdt dem blivende der, kan ikke blot have været Udsigten til større selskabeligt Samkvem, der i et ensomt og tyndt befolket Land som Norge maatte øve en betydelig Tiltrækningskraft, men ogsaa den lettere Adgang til at forestaa Omsætningen af Overskudet fra deres i Kjøbstadens opland eller Nabolag liggende Gaarde, hvad enten disse nu afgave et saadant Udbytte, at det udgjorde en hel Skibsfarm og udskibedes i eget Fartøi, eller der kun var Spørgsmaal om i mindre Partier at sælge til den „seilende Kjøbmand“. Det vil af sig selv forstaaes, at dette sidste til enhver Tid af vor Middelal-
- ↑ Meddelelser fra Rigsarchivet, I. S. 36 (12).
- ↑ At Alle, baade Indfødte og Udlændinger, i Kjøbstæderne tilfølge Ældre Bjarkø-Ret 13, 47, 97 (Norges gamle Love, I. S. 305 ff.), sammenholdt med Oslo Priv. 25de April 1346, havde „samme Ret“ (jafnan rétt), nemlig Haulds- eller Odelsmands Ret, hvor det gjaldt personlige Fornærmelser, maatte efter sit Øiemed nærmest kun blive en Forskrift af politiretlig Natur, for i hine voldsomme Tider og under den større Sammenstimling af Mennesker i Kjøbstæderne at opretholde Ro og Orden, men var iøvrigt uden Forbindelse med eller Indflydelse paa de egentlig sociale eller politiske Forholde inden Byen. Efter Grágás (248) havde Islændingerne Haulds-Ret overalt i Norge. Uden udtrykkelig Bestemmelse i saa Henseende vilde Udlændingen paa det nærmeste have været retløs.
