Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/265

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

huse af Træ i „Alperne“, som han omtaler, have vel været Schweizerhuse, som han har seet paa sin Reise til Italien.

Hvad forøvrigt Branden angaar, haves ogsaa i en endnu utrykt Krønike en Efterretning om samme, der er den bedste af alle. Karsten v. Gheren siger nemlig:

“Deo dinxtedages nachtes na natiuitatis Marie op den X dach Septembris vorbrande Bergen in Norwegen van enem egen fure van der Apostelen kerken an beth an de Suterstrate unde Schraderstraten myt des hilligen cruces kerken. Wart nichts geberget. Id quam vnvorsichtlyken tho vth den Weterleven van husern Brun unde Hans Calueswynkel. Untellik gud visch etc. vorbrende van midnacht wente tor vespertii d. Dar na worden de coplude eens mit den Rikesrederen de to behorde de tufft unde buveden wedder na lude der eendracht XIII ellen bade unde nicht hoger unde III leddige tufft stan, dar scale de kopman vor antwerden.

Hvad angaar Nordens Historie under Kong Hans, har jeg allerede omtalt Spørgsmaalet om Krantz’s Forhold til Heming Gad. Til den nævnte Konges Historie finde vi forøvrigt Beretninger om hans Bryllup 1478 (Saxonia lib. XII. cap. 23),[1] forskjellige Ting om Forholdet til England, om Ditmarskerkrigens Historie, om Junker Jacob af Oldenburg,[2] Beretninger om Svenskekrigen, noget om Povel Laxmands Drab, om Dronning Christinas tydske Reise o. s. v. o. s. v. I skildringen af Svenskekrigen har allerede Krantz den Feil, som siden trofast gjentages gjennem Aarhundreder, at det var Prinds Christiern (II.), der bragte de kort efter Ditmarskerkrigen udbrudte Uroligheder i Norge til Ende. Derimod har han vidst Besked om, at denne (Knut Alfssøns) Opstand var fremkaldt gjennem svensk Paavirkning.

Til Beretningen om disse Begivenheder slutter sig forøvrigt følgende paafaldende Notits (Svecia lib. V. cap. 44):

  1. Hertil slutter sig B. Møllmanns Dissertats af 1771: Feminae Haunienses inter nuptiarum solennia 1478 temere suspectae.
  2. Se min Afhandling „Didrik Pining“ i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. III. S. 233 fgg.