gaar over Fjeldene – mellem Blaaskavlen og Hodnsnipen ned i Lærdal ved Tønjums Hovedkirke; ad begge Veie naar man i en passelig Dagsreise frem til Lærdal. Det rimeligste er, at Birkebeinerne har valgt den sidste Vei, der vistnok fra gammel Tid har været den sædvanligste Fjeldvei fra Aurland til Lærdal. Her mener jeg, at det værste Uveir overfaldt dem, og her udstod de de største Farer. Her er det saaledes meget naturligt, at mange Mænd omkom af Udmattelse, at Hestene styrtede og at de overlevende toge Feil af Veien og endog Veiviserne ikke længer vidste, hvor de var. Da det endelig d. 31te Oktober efter Kong Sverres Tale klarnede saa vidt, at de „saa, hvor de var komne“, viste det sig, at de stod ved nogle bratte Hamre, og at de var komne „tværs af den Vei, de skulde “. Saavidt jeg forstaar, kan derved ikke menes, at de var komne længer frem, end de skulde, f. Ex. til Hallingdal: det sees jo tydeligt, at de – enten Veiviserne eller Birkebeinerne selv – kjendte sig igjen, og det følgende viser jo, at de var komne i Nærheden af den Dal, de skulde til, men til en anden Del deraf, end de havde ventet. Thi endnu samme Aften – henimod Midnat – naaede de frem til nogle Sætre, og derfra lidt længer frem kom de „i Hanegal“ til en liden Bondegaard: de var altsaa naaet frem til den anden Side af Fjeldet og endog naaet saa langt ned, at Sæterregionen var ophørt og de øverste Gaarde begyndte. Men paa Bondegaarden har man faaet Besked om Veien, og Birkebeinerskaren delte sig da saaledes, at Kongen og nogle med ham holdt sig i Sidedalen, medens en anden Skare drog ned i Hovedbygden. Senere oplyses det, at Kongen og hans Følge for at komme til de andre ikke drog over Fjeldene, men over en brat og farlig Li
