(altsaa aabenbart langs Kysten). Disse saa detaljerede Oplysninger synes kun at passe paa et eneste Sted, Erdalen udenfor Lærdal. Jeg tænker mig altsaa, at Birkebeinerne oppe paa Fjeldet, efter at have passeret mellem Blaaskavlen og Hodnsnipen istedenfor at tage mod Øst til Tønjumsdal, har fortsat Veien lige mod Nord og derved er komne frem til de bratte Hamre Kallekle eller Graanaase, hvorfra der er en brat Nedstigning til Erdalen; øverst oppe her ligger Sætrene Hammersæter og Kviguidal og lidt længere nede Gaarden Kvigni. Her kan man have faaet Besked om Veiene, en Del af Hæren er gaaet over Fjeldet mod Øst og kommet ned i Tønjum, en anden Del er forblevet i to Døgn med Kongen i Erdal; og istedenfor at gaa over Fjeldet efter de andre har Kongen foretrukket at gaa langs Kysten fra Erdal til Lærdal.
Vistnok staar det ikke udtrykkeligt, at Birkebeinerne kom frem til Lærdal; men flere Omstændigheder synes dog at vise dette. Som ovenfor nævnt, var Lærdal Sverres Reises Maal, ligesom det havde været hans Udgangspunkt: her passer de skildrede Lokalforhold, her passer Reisens Varighed og Retning. Endelig udtales det indirekte ved en Ytring af Sagaen. Efter at have omtalt Marschen langs den bratte Li ned i Hovedbygden fortsætter Sagaen nemlig: „Siden for Kong Sverre op paa Valders“: dette Udtryk forudsætter nemlig en Reise fra Sogn, altsaa fra Lærdal. Udtrykket „fara upp á“ og det modsatte „fara ofan á “ bruges nemlig i Kongesagaerne, naar Talen er om Langreiser i Norge, altid om Reise op over Storfjeldene og de høiere Dalfører fra Søen eller Lavlandet eller omvendt fra de høiere Dalfører ned mod Søen; derimod findes, saavidt jeg ser, aldrig tilsvarende Udtryk om overgang fra det ene Dalføre til det andet. For blot at holde os til
