umulig at tage Feil af. Efter Amtskartet at dømme kunde man tænke sig, at det ved Opsætstølene var let at tage Feil af Veien, ved enten at tage for langt mod Nord ad Breidalen, som fører ind over Fjeldene mellem Underdal og Aurlandsfjorden, eller ad Gangdalen mod Øst opimod Vosseskavlen. Men i Virkeligheden er dette umuligt, thi Terrænet og Elven, som rinder fra Gravehalsen ned mod Langevatn, viser En Veien lige op mod Gravehalsen, og er man kommen over denne, aabner atter Udsigten sig ned mod Flaamdalen, og heller ikke her findes mere end én Retning at vælge. Dette er af Betydning, fordi det viser, at det ikke var paa denne Del af Tilbagetoget, at Birkebeinerne tog Feil af Veien; vi maa derfor antage, at Toget, skjønt hindret ved Snefald og ved Veiens stærke Sænkning ned mod Flaamdalen, dog her er gaaet for sig uden væsentlige Uheld. Marschen kan have taget længere Tid end under sædvanlige Forhold; medens det om Sommeren vistnok kun er en streng Dagsmarsch at naa fra Vossevangen til Flaamdalen (ca. 4 Mil), kan det under de usædvanlige Forhold have taget kanske den dobbelte Tid Antage vi, at Birkebeinerne allerede Natten efter Kampen (28de–29de Oktober) har trukket sig opover Rundalen, kan det saaledes være tvivlsomt, om de allerede 29de Oktober eller først den følgende Dag er naaet frem til Flaamdalen. Hvilken Retning Birkebeinerne videre har taget kan neppe være tvivlsomt. Da de manglede Skibe, maa de, efterat have passeret gjennem Flaam ( Mil), have fulgt den østlige Kystrand, som er fremkommelig til Aurlandsvangen. Herfra kunde de enten gaa videre langs Kysten til Skjærdal og derfra gaa over Fjeldet til Lærdals ydre Sidedal Erdalen; eller ogsaa fra lidt ovenfor Aurlandsvangen stige op forbi Bjørge og Tureli, hvorfra Veien
