ser, at der voxer Haar inden i hans Haand“, og tilføier hertil den ret morsomme Commentar: „Sit fides penes autorem, ipse rustici filius erat“. Det er ellers meget betegnende, at disse Ord have længe holdt sig i Bygdens Erindring. Bønder forstaa ikke Spøg i saadanne Tilfælde. Længe efter, at den gode Embedsmands Fortjenester ere glemte, husker man en ubesindig Ytring af en uværdig.
Et særeget Værd har Bogen faaet derved, at Forfatteren ikke alene forstod Oldsproget og kunde læse Diplomer, men ogsaa efter Tidens Leilighed gav sig af med Runeinscriptioner. Til dette, der aabenbart har været ham et Yndlingsstudium, er han naturligvis bleven tilskyndet ved Studiet af Ole Worms Monumenta, og hans Iver for disse Sysler er neppe bleven formindsket derved, at han som gift med Worms Datterdatter kunde regne den afdøde Archæolog til sit Huus’s Ahner Som man kan vide paa Forhaand, har Miltzow ikke altid læst Runeinscriptionerne rigtigt, men hans Oplysninger ere dog stundom af stor Vigtighed, da de Monumenter, som han har beskrevet, for en Del senere ere forsvundne.[1]
Som vi se, er Bogen skreven paa Latin. Det er overflødigt at sige, hvor unaturligt det er at skrive en norsk Bygde- og Præstehistorie i et fremmed Sprog. Ikke engang noget Hensyn til udenlandske Læsere kunde her anføres derfor, thi disse bekymre sig dog ikke let om Emner af den Art. Men hertil kommer ogsaa Latinens Beskaffenhed. Det gaar an at give en Fremstilling, det være sig af et noksaa hjemligt eller moderne Stof, i en ren, let og gjennem virkelig Fortrolighed med de gamle Mestre udviklet Latin. Saadant kan skjænke dem, der
- ↑ Man se herom foruden Norske Fornlevninger ved N. Nicolaysen ogsaa Urda, II. S. 41 fgg.
