forstaa sig derpaa, en eiendommelig N ydelse og Fornøielse. Det gaar ogsaa an, hvad Holberg paa en saa glimrende Maade har forstaaet, at skrive om sin Samtid i en Latin, der, skjønt ikke classisk, dog er original og derfor tiltrækkende. Men Gert Miltzows Latin har lidet af den sande latinske Stils ædle Simpelhed og fine Skjønhed. Han skriver sin Samtids smagløse Theologlatin, spækket med græske Ord og barbariske Vendinger. Uden al Tvivl har han paa sin lange academiske Bane drevet det til at tale Dog skrive dette Jargon med stor Færdighed, og det har da, hvad man forresten meget let kan forstaa og derfor heller ikke skal dømme for strængt, været ham en Trang og en Lyst at vedligeholde sin Øvelse deri paa sin landlige Præstegaard og at vise Verden, at han ikke havde glemt de Kunster, som vurderedes saa høit af Datidens academiske Kredse Dette sidste var en Fristelse, som faa kunde modstaa.
Ligesom af sig selv paatrænger sig her en Sammenligning mellem Miltzow og Peder Claussøn. Den sidste havde aldrig studeret ved noget Universitet og besad kun den Lærdom, som en norsk Latinskole kunde yde, og som han siden paa egen Haand kunde tilegne sig. Men saa var han ogsaa — for at bruge Nyerups mærkelige Ord om Peder Dass, nedskrevne paa en Tid, da den literære Verden ellers ikke bekymrede sig det mindste om den nordlandske Digter, — „Manden med det herlige Nemme og de gode naturlige Anlæg“. Med al sin Belæsthed og lærde Flid og alle sine agtværdige Egenskaber kan Miltzow, naar man ser ham ved Siden af den langt mindre studerede Peder Claussøn, ikke undgaa at gjøre et vist pedantisk Indtryk. Men han hæver sig igjen, om man, hvad der er retfærdigere, sammenligner ham med
