begyndte at komme større Liv i Trælastskibningen, og Hollænderne jævnlig betalte sin Ladning helt eller delvis med klingende Mynt, blev snart Kongen ikke mindre end Adel og Geistlighed Exporteurer. For Kongen var hertil rigelig Anledning, baade fordi han gjennem sine Embedsmænd raadede over Almennings-Skovene, og fordi han efter Loven havde Forkjøbsret til alle Varer og saaledes ogsaa til Sagtømmer og anden Trælast.[1] Mastetræer af større Dimensioner var især en Vare, som Kongerne i hine Tider forbeholdt sig selv, og hvis Overladelse til fremmede Fyrster var et Tegn paa det Venskab, der herskede mellem Kongen og vedkommende fremmede Monarch. I et Brev af 1511 skriver saaledes Kong Hans til Kongen af Scotland: – „malos, quos dudum vestris pro nauibus optastis, in regno nostro Noruegia disposuimus, in Scociam propria nostra naui quam primum M. V. transmissuri.“[2]
Da den Trælastfart, som tog sin Begyndelse ved Midten af 1400-Tallet, efter sin Natur ikke kunde antage den exclusiv-egoistiske Character som Lybekernes Export af Fiskevarer fra Stapelen i Bergen, er det sandsynligt, at den ogsaa har givet den norske Activ-Handel paa Udlandet et Opsving. Det aabne hollandske Marked har vistnok modtaget Trævarerne lige gjærne, hvad enten de kom i hollandske eller i norske Skibe, og at saa virkelig har været Tilfældet, bestyrkes ved en Forordning fra Oslo af det norske Rigsraad, dateret 4de Decbr. 1490,[3] hvor-
- ↑ Kong Magnus’s L. L. Kjøbebolken, Cap. 9, gjentaget i Lovbogen af 1604, men ikke senere. Jfr. Saml. t. d. N. F. Spr. og Hist., I, S. 365 og den der indtagne Herredags-Dom af 6te Aug. 1585, jfr. ogsaa Retterbod 5te Febr. 1360, hvor specielt omhandles Kongens Forkjøbsret til „timber, tak, vidakost“.
- ↑ Aarsberetning fra Geheime-Arch., I, S. 45.
- ↑ D. N., II, S. 708.
