ved forbydes „den almindelige og fordærvelige Skik, som mangesteds bruges her søndenfjelds, – i saa Maade, at Landbønder og Bokarle have og bruge sine egne store Skibe, med hvilke de fare og segle udenlands med Sperrer, Bord, Legter, Salt og andre Varer“ til Forsømmelse af Agerbruget. Det var Jorddrot-Interessen, som gjorde sig gjældende i denne ligesaa vel som i en Række tidligere lignende Forskrifter fra Lovgivningens Side, idet man frygtede, at der skulde blive Mangel paa Arbeidshjælp i Landdistricterne.[1] Forbudet er nærmest en Gjentagelse af en Forordning fra Kong Erik af Pommerns Tid, dateret 29de August 1421,[2] men i denne nævnes intet særligt om Trælast-Udskibning, en Omstændighed, der ogsaa peger i den ovenfor antydede Retning, hvorefter Trælast-Udskibningen netop i Aarene mellem 1421 og 1490 havde antaget en ganske ny Character. Kilderne give imidlertid ikke nogetsomhelst vink angaaende Omfanget af den Activhandel paa Udlandet, som Landbønder og Bokarle ved Slutningen af 1400-Tallet dreve med „deres egne store Skibe“, og som det norske Rigsraad forbød, ialfald paa Papiret, men som derfor gjærne tør have været fortsat, da Lov og Praxis, navnlig paa det economiske Gebet, i Middelalderen ofte vare meget divergerende. Selv om man fra en saa tidlig Tid havde haft Lehnsregnskaberne i Behold, vilde disse neppe have afgivet nogen statistisk Oplysning i den nævnte Henseende, da den almindelige Told (customa magna) efter gammel Skik kun opkrævedes af „fremmede Kjøbmænd“, og norske Skibe, der seilede paa Udlandet, ligge saaledes udenfor
