tiltaget, at der paa Stedet var ansat en Tolder til Opkrævelse af Afgifterne. Sagen angik en Skipper fra Bolsverd, der laa i Kobbervik for at indtage Trælast. En Flaade Sperrer bragtes hen til hans Kreier, og det blev ham sagt, at Sperrerne tilhørte Lehnsmanden paa Akershus, Hr. Hartvig Krummedike, og at Flaaden indeholdt omtrent 800 Stykker. Skipperen angav da, at han skulde annamme dem paa Hr. Hartvigs Vegne, og „skrev dem i sin Tavle“, men siden fragik han at have modtaget Sperrerne af Hr. Hartvig. I denne Anledning synes Øvrigheden i Drammen ikke at have taget lempelig fat paa Angjældende. Hans Skib var efter Klagen fra Raadet i de nævnte frisiske Stæder „opgeholden ende angethast“, og han selv „mit sijn scepis kyndern[1] qwalycke ghehandelt gheqwetzet gheslaeghen“ og desuden, som det synes, trukket for Lagthinget i Oslo. At de tre nævnte frisiske Stæder sloge sig sammen for at paatale den mod Bolsverder-Skipperen begangne Uret, viser, at de her havde en Fælles-Interesse at varetage, og deres Fart paa Norge maa derfor vistnok allerede nu have været baade regelmæssig og af et forholdsvis større Omfang Det kan ikke sees, hvorvidt de 800 Sperrer tilhørte Hr. Hartvig selv, eller om det var Tømmer, han i Egenskab af Lehnsherre lod udskibe fra nogen af Kongens Skove eller Brug. Da der
- ↑ Det sees, at Skibet aldeles som i vore Dage har havt Skipper, Styrmand og Matroser, der stode under regulær Commando og derfor paa patriarchalsk Vis bleve kaldte „Schiffskinder“, der var den almindelige Betegnelse paa et Skibsmandskab i den senere Middelalder i Modsætning til den foregaaende Tids Kjøbmands-Søfolk (hásetar), der vel havde sin ved Lov og Sædvane fastsatte Tjeneste ombord, men dog paa Sæt og Vis optraadte som handlende proprio motu, ligesom Skibets Høvidsmand henvendte sig til dem efter de franske Sølove med Tiltalen „Seigneurs“ og efter de tyske Sølove med „Ihr Herren“.
