klart, at en bestemt Regel burde opstilles, og at denne Regel skulde rette sig efter hvad der er det mest almindelige, at man derfor burde skrive Aker, Tvet eller Tveit, Nute, Nipe, Gate, Flathuus, Hviteseid, Hvam (ikke Kvam eller Qvam, ligesaalidt som man skriver kvile fordi den sædvanlige udtale af hv er kv); eller at man overhoved burde følge den gamle Normal-Skrivemaade, der endnu den Dag idag nærmest gjengiver Udtalen, idet man blot sløjfede hvad der aldeles bestemt er bortfaldet, f. Ex. Forskjellen mellem T og Þ (Th), de grammatiske Endelser, især Nominativets -r, m. m. og at man istedetfor ey eller öy foretrak at skrive Ø, endog hvor hiin Diphthong er dannet ved sterk Omlyd af ei, men sædvanligviis udtales som Ø, f. Ex. Løken af Leykini f. Leikvin, Røken af Reykini f. Reikvin, Løren af Leyrini f. Leirvin Økern af Eikrvin; dog kunde man ikke altid skrive Grønen af Greynini f. Greinvin, thi den sædvanlige Udtale er her Grini. Om man burde udelade det væsentlige r, hvor dette ligeledes er udeladt, f. Ex. i vestre Thelemarken og Raabygdelaget, hvor Navne som Skerfarakr, Freyjarakr. Laufarakr nu udtales Skjerverak, Frøyrak, Lauvrak, er vanskeligere at afgjøre; jeg tror det ikke, thi man skriver dog Ringsaker eller Ringsager, uagtet Udtalen sædvanligviis er Ringsak. Det første Forsøg paa at indføre en rigtigere Skrivemaade af vore Stedsnavne er skeet i den nye større Udgave af Matrikelen, hvor Capt. Munthe har gjort sin rige Skat af Indsigter i denne Materie frugtbringende, ved at berigtige Navnenes Skrivemaade efter det ovenangivne System, og derhos vedtegne de fleste ældre Navnformer. Siden den Tid har man ogsaa virkelig sporet en kjendelig Fremadskriden til det Bedre. Imidlertid have dog mange ukyndige og incompetente, men derfor lige djerve Stemmer opløftet Skrig imod den af Munthe foreslaaede Skrivemaade, som altfor „besynderlig, urimelig og afvigende fra det sædvanlige“; man har hængt sig ved enkelte Inconseqvenser og Unøjagtigheder, der ved et Arbeide af saa stort Omfang ingenlunde vare lette at undgaa, og man har derfor tilsidst maattet indgaa paa etslags Overeenskomst om at mødes paa halv Vej, en højst urimelig Føjelighed. Men i det Hele taget er dog et godt Slag vundet, og eftersom grundig grammatisk Indsigt i vort Oldsprog mere og mere udbreder sig blandt de vordende Embedsmænd, desto mere vil man efterhaanden naa det Rette i norske Steds- og Persons-Navnes Skrivemaade. Jeg har i nærværende Skrift kun tilføjet de nyere Navnformer, for at man i Hast skal gjenkjende de ældre; jeg maatte derfor nærmest holde mig til den vedtagne Skrivemaade, uagtet jeg anseer den for urigtig, thi skulde jeg skrive Navnene saaledes som jeg fandt det rettest og mest stemmende med Udtalen, kunde jeg somoftest have undladt at tilføje dem, da Skrivemaaden isaafald blot i en meget liden Grad vilde have afveget fra Oldsprogets. Kun altfor himmelskrigende Urigtigheder har jeg rettet. Men netop denne Sammenstilling af de ældre og de saakaldte nyere Former indeholder den bedste praktiske Vejledning til at finde den rette Maade, hvorpaa de sidste bør skrives.
