de dem velbekjendte Appellativer til den danske Form; akr blev saaledes til Ager, flat- til flad, eik til Eeg, hvít til hvid, gata til Gade. Ja undertiden tillod man sig endog dristigere Conjecturer; i Navnet Hvítiseið f. Ex., hvor eið udtales som ei, antog man dette sidste for ø, eller man deelte endog hviti-seið, antog det sidste for „Sø“, og skrev derfor Hvidesø, uagtet Navnet den Dag idag udtales Hviteseid. Uagtet Navnene Skaun, Fraun overalt i Landet regelmæssigen udtales Skaugn eller Skongn, Frongn, skrev man dog Skaun i Throndhjem Skogn, Fraunar i Lier og andensteds Frogner, men Fraun ved Drøbak, der dog af Almuen stedse kaldes Frongn, skrev og skriver man Fron, Froen, som om Navnet var det samme som Frón i Gudbrandsdalen. Der opstod saaledes ved Siden af den rette Udtale, der nu blot betragtedes som fordærvet Folke-Udtale, en anden Skriftsprog-Udtale, der, løjerligt nok, ansaaes som den bedre og rigtigere, og det er ej at undres over, at denne sidste, efterat have vedvaret i to Aarhundreder, tilsidst er bleven den, man har vant sig til at see, og som Folket endog bruger i Skrift, uagtet det i daglig Tale betjener sig af den gamle, der endnu er saagodtsom uforandret, ihvorvel vistnok, hvad der ej er at undres over, den mangeaarige fordærvede Skrivemaade ikke aldeles har undladt at medføre skadelig Virkning. Hertil kommer ogsaa, at man, især i forrige Aarhundrede, ansaa det for gjævt at bruge saamange tydske Lydbetegnelser, som muligt. Prester, Sorenskrivere og nationale Capitainer, ikke at tale om Skolemestere og Underosficierer, bekvemmede sig aldrig til at bruge V, naar de kunde anvende det kjære W (en Skrivemaade der endnu spøger iblandt os); man skrev aldrig Erik, kun Erich, aldrig Skaar, kun Schaar; tager man den forrige Matrikel for sig, finder man Navne som Skulerud, Skrikerud, Veklen, stadig forhutlede til Schulerud, Schrigerud, Wechlen o. s. v. Endnu hænder det ofte, naar Nogen, efter gammel germanisk Skik, optager Navnet paa den Gaard eller det Sted, hvor han er fød, som Familienavn, at han af falsk Undseelse forvansket dette med endeel fremmedartede Tilsætninger. Naar man f. Ex. seer Navnet Bochelie, skulde man langt snarere formode at det var et fransk Navn, Monsieur Bochelie udtalt Boschelii, end det gode norske Tjømø-Navn Bukkahlíð udtalt Bokkeli. Navnet Bakke radbrækkes til Bache, Backa, Backe, Bakka, Bachke o. s. v. Det er overhoved kommet saavidt, at en Skrivemaade, der paa eengang fremstiller den gamle og den virkelige Udtale, ansees som barbarisk og uvant, medens den forvanskede findes nettere og hyggeligere. For Udlændingen og den som fordomsfrit betragter Forholdene maa det vistnok synes løjerligt og uforklarligt, at et Navn, som næsten overalt i Landet udtales Aker, alligevel skal skrives Ager, at man skal skrive Tved, naar man siger Tveit eller Tveet. Man beraaber sig paa, at Udtalen i det allersydligste Norge dog er blød, f. Ex. Tved, Ager, Nude, Nibe o. s. v. Men i Oldtiden, da dog Udtalen vistnok var den samme, skrev man alligevel i Regelen med Normal-Orthographi þveit, akr, nútr, nípa, anseende de enkelte Afvigelser for hvad de vare, uvæsentlige Egenheder i Udtalen. Her er det nu
