Side:Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen.djvu/24

IX

At behandle vort Fædrelands ældre statistiske Forhold, laa udenfor min Plan med nærværende Skrift. Jeg har derfor heller ikke indladt mig paa nogen nærmere Skildring af Skatte- og Afgifts-Væsenet, nogen Beregning af Statsindtægter eller Folketal. Imidlertid vil jeg dog ikke undladt, her koretligen at berøre en til Statistiken henhørende Materie, der med Hensyn til Bestemmelsen af et Steds geographiske Beliggenhed ofte kan give god Oplysning, nemlig de forskjellige Skyldspecies, hvori en Gaards Størrelse eller Afkastning angaves; de angaves nemlig forskjelligt i de forskjellige Landdistrikter. Saaledes er det eget for Gulathingslagen, det vil sige alle Fylker lige fra Sunnmøre indtil Rygjarbit, eller Egdafylkes yderste Grændse mod Øst, at regne efter mánaðarmatir ɔ: Madportioner for en Maaned. Grunden dertil er den, at før Magnus Haakonssøns Lovrevision, der gav Norge fælles Lovgivning, omtalte kun Gulathingsloven de saakaldte mánaðarmatir som en med Ledingen forbunden Præstation. Leding og Landskyld betegnedes paa samme Maade, og mánaðarmatr maa derfor i denne Deel af Landet ansees som Eenheden ved Skyldberegningen, og de større eller mindre Maal som Multiplicationer eller Brøkdele af hiin. Naar man saaledes i et Diplom finder en Gaard omtalt, hvis Navn forøvrigt er blandt de hyppigt forekommende, f. Ex. Sæheimr, uden at der tilføies, hvor den ligger, men dens Skyld dog anføres i mánaðarmatir, f. Ex. 3 mánaðarmata ból, da kan man i Almindelighed være temmelig sikker paa, at den hører til Gulathingslagen, vel at mærke Valdres og Hallingdal heri indbefattet. Ved mánaðarmatr tænkte man sig nok oftest Smør, og et saa stort Qvantum, som rummedes i en Løb (hlaupr); derfor bruges ogsaa laups ból og mánaðars matar ból om hinanden; háltlœypis ból er d. s. s. hálfs mánaðarmatar ból. Trediedelen af en Løb var et Pund, d. e. Bismerpund. Sjettedelen af en Løb eller Maanedsmad var et Spand, altsaa hører ogsaa spannsból (⅙ Løbsbol) til Gulathingslagen, ligesaa skettingr, hvis Størrelse dog ikke ret kjendes. I Frostathingslagen, altsaa fra og med Romsdalen indtil Haalogalands yderste Grændse, regnedes vistnok, som søndenfjelds, efter merkrból, eyrisból og ertogarból (Mk.=8 Ører, 1 Øre=8 Ertoger), men den sædvanlige Eenhed, hvorefter man regnede, var spannsleiga (ikke spannsból), hvilken er ligesaa charakteristisk for Frostathingslagen som misnaðarmatr for Gulathingslagen. Ligeledes regnedes efter vettr, vettarleiga, der synes omtrent at have været jevngod med eyrisból; begge Beregninger ere rimeligviis hentede deels fra Kornavl, deels fra Fiskeriet. I Eidsiva- og Borgarthingslagen var Beregningen efter merkrból, eyrisból og ertogarból det sædvanlige; men charakteristisk for Oplandene, især Heina- og Hada-Fylke, tildeels ogsaa Rauma-Fylke, var Beregningen efter sáld og hálft sáld, sædvanligviis skrevet helfsælda eller hefsælda og spannsmjörs, ligesom man ogsaa undertiden ved Marke- eller Øre-Beregninger finder tilføjet nøjere Steds-Angivelser, som dœlskt (for Gudbrandsdalen), haðskt (for Hadeland) o. s. v. I Gudbrandsdalen regnes ofte efter kýrleiga fl. kúaleigur, i Thelemarken efter kýrland fl. kúalönd, ligesom