saaledes Vágar i Lofoten (egentlig baade Øst- og Vest-Vaagen); Vágar paa Færøerne (Vaagø), Vágar i Orknøerne (Waes).
Til den yngre Klasse af Navn, der tyde paa en virkelig Bebyggelse, høre hús, Fl. hús eller húsar, þorp, tún (Gaardsplads), kot, stofa, bœr eller býr; ból, eller svag Form bœli; bú Bo, af byggja; braut, en Vei, leið ligesaa; túpt (d. e. Tomt) akr, hvoraf ogsaa ekra; garðr, hvoraf ogsaa gerði; teigr (Afdeling paa Ageren) þveit, fraskilt Stykke (af det nu ubrugelige Verbum þvíta, afskære, præt. þveit, hvilket oftere forekommer i Angelsaxisk, þvítan, þvát, þviton eller þveoton, see cod. exon. fol. 95. a., Beda ed. Smith p. 524, 544), reit, et Beed, en Opdyrkning, egentlig vreit, svensk vret (af rita, vrita); ruð eller rjóðr, (af rjóða, ryðja) Rydning, tó, Græsplads; auðn, nyoptagen Ødemark, setr, (Sæde, Sæter), sel (Sæterhuus), staðr, næsten altid i Fleertal, staðir; stöðull, en Støl, Sæterstøl, hagi (indhegnet Plads, Hage), tröð, (gjødslet Plads, Indhegning for Kvæg), eng, eller svagt engi, vangr. Alle disse Ord sammensættes oftest med Personsnavne, ofte endog med andre Stedsnavne, hvoraf da isærdeleshed deres yngre Oprindelse kan sluttes. Af særegen Interesse ere de Navne, der vidne om den hedenske Cultus, som hof (Tempel), hörgr (Guderne helligt Sted), vé (indviet Sted), især naar de ere sammensatte med virkelige Gudenavne, som Njarðarhof, Freyshóf, Forsetalundr.
Enkelte Endelser ere blotte Afledsendelser uden nogen selvstændig Betydning, f. Ex. -und, der blot tilkjendegiver Tilstedeværelsen af en vis Beskaffenhed, og derfor bruges i sædvanlige Appellativer, f. Ex. mergund (hvad der gaar til Marven), holund, hvad der gaar til Hulheden, vitund, hvad der vides, þusund (Tusende, hvad der vrimler beslægtet med þyss, Vrimmel); saaledes og Sælund, paradisisk Sted (af sæll lykkelig), Borgund, (hvor der findes Borge), Raðund, eller maaskee Hraðund (hvad der befares let, af hraðr). Disse Ord vakle mellem Femininum og Neutrum.
De Rodord, til hvilke Aflednings-Endelserne føjes, ere ikke sjelden meget dunkle, eller rettere saa gamle, at deres Betydning ej kjendes, f. Ex. det ovenfor nævnte Bambl-, ligesaa Os eller As i Osló, o. fl. Gamle, dog altid forstaaelige, Rødder ere vé (indviet Sted), hlæ, oftest læ (got. hlaiv), Grav, Dybde. De fleste ere almindelig bekjendte Ord, der betegne Beliggenhed, som björg, sól, vatn, eller Udseende, som fagr, grœnn, svartr, hárr (høi), eller Træarter, som björk, grön, lindr, runnr; eller Dyr, som kú, uxi, refr, o. s. v. Sammensætningerne ere ofte forbundne med stærke Sammendragninger, f. Ex. naar Sæheimr sammendrages til Sæimr, Sæmr (nu Sæm); Háheimr til Hæmr (Hæm), Hlæheimr til Hlæmr, Læmr; Nýjuhús til Njús (ligesom Fé-hús til Fjós). Om Maaden hvorpaa vin behandles, er forhen talt. Naar h kommer efter en Consonant, udelades det sædvanligviis, s. Grímaugr for Grimhlaugr, Forseimr f. Forsheimr, Kamborn f. Kambhorn. Naar Adjectiver i den svage Form sammensættes med et Navn, declineres begge Dele, f. Ex. Mikligarðr, gen. Miklagarðs, dat. Mikllagarði, acc. Miklagarð; Fagravík, gen. Fögruvíkr.
