Af usammensatte Navne, der tillige ere oprindelige Appellativer, vil jeg her blot omtale nogle faa. Skaun har været Gjenstanden for flere Fortolkninger, og man har somoftest urigtigviis sat det i Forbindelse med Skáni. Det er en Femininform, gen. Skaunar, og anvendes stedse om skjønne, frugtbare Slette-Egne; de Steder, der føre dette Navn, ere alle saadanne, nemlig Skaun i Sparbyggja-Fylke, Skaun (nu Skogn) i Indhered i Throndhjem, den smukkeste Deel deraf; Skaun i Orkdølafylke (Børgseskognen), Skaun paa Hedemarken, nemlig Stange Sogn, Skaun paa Raumarike, Skaun paa Vestfold, det smukke Sandehered, og Skaun i Borgesyssel eller Rakkestad Prestegjeld. Navnet er oprindelig Feminin af det i Oldnorsk forlængst obsolete Adjectiv skaunn, som derimod findes i Gotisk: skauns, og er det tydske schön, hvoraf „skjøn“ igjen er optaget i vort Skriftsprog; skaun betegner derfor „en skjøn Egn“. En lignende Betydning har fraun, der svarer til det gammeltydske frôn ligesom skaun til det glt. scôn, scôni; frôn betyder egentlig „offentlig“, men det afledede frônisc ogsaa „herlig, prægtig“; fraun har altsaa hos os enten betegnet „offentligt Land“, ager publicus, eller „godt, herligt Land“. Det bruges stundom i Enkelttal, oftest i Fleertal, Fraunar. Det maa ikke forvexles med Frón, der betyder Jord, Land, og kun er en mere poetisk Benævnelse. Mjörs, g. Mjarsar, synes oprindelig at have været det almindelige Ord paa en Indsø.
Benævnelsen paa Indbyggerne i de enkelte Distrikter har jeg kun anført, naar den var dannet paa en særegen Maade, f. Ex. Elfargrímar; ellers har jeg undladt det, da disse Benævnelser somoftest dannes ved regelret Afledning, og derfor helst bør omtales under eet. Den almindelige Afledning er ved at danne af Stedsnavne et stærkt Masculins-Fleertal med i-Flexion og I—Omlyd, f. Ex. af Skaun Skeynir, af Sogn Sygnir, af Agð Egðir, af Harðangr Harðengrir, af Lóar Lœir, af Lesjar Lesir, af Vestfold Vestfyldir. Undertiden er Afændringen større, f. Ex. naar der af Hálogi dannes Háleygir, af dalr -dœlir, af bú byggvir (f. Ex. Sparabú, Sparbyggvir, Selabú, Selbyggvir) af Ey Eynir. Alle disse Benævnelser forekomme neppe uden i Fleertal, men forudsætte dog en Enkelttalsform, som vel ogsaa ofte maa have været brugt, (aldeles svarende til Danr, fl. Danir, angels. Dene, sg. og pl. Engle, leóde, vare o. s. v.) og efter den nuværende Udtale at dømme maa have været f. Ex. Skeynn, Egðr, Lœr, Vers, Firðr, Less, Dœlr o. s. v., og Hunkjønsformerne Sygna, Egða o. s. v. Dog findes ogsaa Former med a-Flexion, som Hörðar, Vörsar, Raumar, Haðar, Hjaltar (for Hetland), Jamtar (for Jemteland) eller begge Dele, f. Ex. Vörsar og Versir, Rogar eller Rugar og Rygir. Efter disse Navne benævnes altid Fylkerne (f. Ex. Sygnafylki ɔ: Sygnernes Fylke), og dannes Adjectiverne, som sygnskr, egðskr, háleyskr, firðskr o. s. v. Undertiden dannes Subst. ved Tilføielse af fl. verjar (Fleertal af varr ɔ: Mand), navnlig er dette Tilfældet med Vík, hvoraf Víkverjar, og Gaular, hvoraf Gaulverjar; Adjectivet er -verskr, víkverskr, gaulverskr; man finder og heinverskr. Endelserne
