Ordet hvammr synes at betegne et dybere Bakkeheld, at dømme efter de saaledes benævnte Gaardes Beliggenhed. Kjölr er en Ryg mellem to Dale. Egg, g. Eggjar maaskee det samme. Haugr, hlíð, hall, berg, brekka, þúfa, hamarr trænge ej til nogen Forklaring. Hjallr, hjalli er en Terrasse, ham betegner en Kant, et Hjørne.
En jevn og flad Strækning betegnes ved völlr, der ej maa forvexles med válr, og bruges saavel enkelt som sammensat: i Enkelttal f. Ex. Ásvöllr, eller i Fleertal, f. Ex. Hlöðuvellir, eller med den bestemte Artikel Völlrinn, Vellirnir, g. Vallanna. Skove og Lunde antydes ved skógr, lundr, holt, mörk, viðr, kjarr fl. kjörr. En formelig Slette betegnes ved slétta, en Sandstrækning ved mór, der ogsaa bruges i Fleertal, móar, og med den bestemte Artikel mórinn, g. mósins, d. mónum, fl. móarnir, g. móanna, d. mónum. Disse Ord sammensættes allerede meget ofte, völlr maaskee endog oftest, med Personsnavne. Jaðarr betegner deels et fladt Forland, deels en Række af Gaarde. Fit, eller Fl. fitjar, er en gjødet, lidt fugtig Slette med frisk Græsvæxt; istra omtrent det samme. Localbenævnelser, der antyde Naboskab af Vand, ere foruden vatn (Vand), tjörn eller tjarn (Tjern), sjór (Sø), fjörðr (Fjord), vík (Vig), botn (Bund), sund, strönd, á (Aa), elfr (Elv), ló, g. lóar, der altid bruges om en lav Kystrand ved Foden af et Fjeld, f. Ex. Lóar, á Lóm, i Gudbrandsdalen (Lom), Ló i Aasen i Strindafylke, Osló, Veló, Lýsiló o. fl. Angr betegner en Fjordstrækning, kill en Kile, kjóss en meget smal Fjordegn. En Sump antydes ved dý, myri, fen, saur, mosi. En Elvs eller Bæks udløb i Havet eller en Sø, eller dens Udløb af en Sø, kaldes óss eller mynni. Deler den sig i flere Arme, kaldes en saadan kvisl. Eið, der ikke sjelden bruges i den afledede Form eiði, g. eiðis, er en Jordtange, Isthmus i Almindelighed; en saa smal og lav Tange, at Baade kunne drages derover, kaldes ofte drag. Bakki betegner oftest en saakaldet Aabakke, eller skraa Elvebred; ogsaa det føromtalte til betegner ofte en sumpig Flade ved Stranden, fjara en Fjære, flad Strand, efja er den ved Breden af et Sund eller Elv tilbagegaaende Modstrøm, Evje, den kaldes ogsaa iða (den røde Bog fol. 39. a). Lœkr g. lœkjar er en langsomt, undertiden i flere Smaaarme rindende Bæk; á er det almindelige Navn paa en Flod, straumr en Strømning, fló et videre Bassin, lögr hvilketsomhelst Vand, enten Indsø eller Elv, vágr en Vaag, mindre Søstrækning, Rhede, nör et smalt Sund, ved et Vadested, ogsaa veðill, Fleertal vaðlar. Forskjellige Slags Halvøer eller Landspidser betegne nes, höfði, skagi (flad), tangi, múli, eyri (flad Kyststrækning) tunga; det sidste betegner ogsaa en Strækning mellem to sammenløbende Elve, hvis Sammenløb kaldes mót (ármót, ámót, lœkjamót). Et Nes, der rager skarpt frem og bevirker en pludselig Svingning i Seiladsen, eller bringer det indenfor liggende Land til med eet at forsvinde (hverfa), kaldes hvarf. Forskjellige Slags omflydte Lande ere ey, hölmr, sker, fles; modsat disse er meginland (Fastlandet). Besynderligt er det, at naar en Ø benævnes efter vágr, og derfor nu kaldes Vaagø, tilføjes i Ordsproget aldrig ey, men der sættes blot Fleertallet vágar,
