jeg har vandret i, og alligevel boer der Folk paa disse Steder, der skjule sig dybest inde i Skovene. Den Fremmede, der første Gang færdes her i Granernes Tykning, venter allemnindst at træffe paa Menneskeboliger; han troer sig i Nærheden af en halvslukt Kulmile, naar han seer den tynde Røg trække hen mellem Stammerne, men da staaer han pludselig ved den beboede Plet, hvor Hytten ligger fattig og veirslidt, hvor Eng og Ager see ud som Rester af opgivne Dyrkningsforsøg. Ikkedestomindre finder man stundom en talrig og broget Samling af Mennesker i og omkring en saadan Bolig. Arbeidet i Skoven, et overhængende Uveir eller andre tilfældige Aarsager har da ført dem did, og da er den ensomme Vandrer bragt ud af de romantiske Illusioner, hvortil han nylig havde hengivet sig. I disse Menneskers Sprog, Sædvaner og Dragt, mærker han Byens Nærhed. Midt i den vilde, alvorlige Natur føler han sig indhentet og standset af Forstædernes Smuds og Daarligheder.
Men Jægeren, der er kjendt her, kan, naar han vil, let undgaae saadanne Møder, og oppe paa Aasryggene er han i ethvert Tilfælde sikker. Først naar man kommer paa de høieste Punkter kan man overskue disse Marker og Pladse, men staaer man ved Bredden af Kjernet og betragter dets Omgivelser da har man kun den mørke og dødstille Skov at dvæle ved. Fjeldformerne ere dog med al deres Vildhed afrundede her. Den hele Strækning ligner et oprørt og størknet Hav, som Stormen dog igjen kan bringe i Bevægelse,
